Politi sigter 32-årig i flere sager

Hvad sker der? Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har på et pressemøde fortalt, at den 32-årige mand, der er sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige, også bliver sigtet for blandt andet drab i sagen om Emilie Meng i 2016 og for voldtægtsforsøg i en sag fra november sidste år.

Denne liveblog opdateres ikke længere.

Ekspert i dna: Under de rigtige forhold kan dna holde i århundreder

Politiet skal nu sammen med eksperter i gang med nærmere undersøgelser af den 32-åriges tidligere bil. Det kan sagtens være muligt, at eventuelle dna-spor kan bruges.

Frederik Torp Petersen er ekspert i dna i straffesager. Han udtaler sig ikke om den konkrete sag, men fortæller om vejen fra et biologisk fund på et gerningssted til et match på en gerningsmand. 

- Hvis dna'et har været opbevaret ved stuetemperatur og ikke udsat for sollys eller for meget fugt, er det i princippet uforgængeligt og kan i hvert fald holde i årtier eller århundreder, siger han til TV 2. 

Jørgen Lange Thomsen, der er retsmediciner og professor emeritus, fortæller TV 2, at retsgenetisk afdeling er det eneste sted i Danmark, der modtager de spor, som politiet finder. 

- Her vil man se efter Emilie Mengs dna i bilen eller den sigtedes dna på Emilie Meng for at se, om man kan få et match mellem offer og gerningsmand, siger han. 

Kan en bil efter syv år stadig rumme dna-spor?

- Det er faktisk umuligt at fjerne fuldstændig, siger han. 

Det er tilfældet, hvis der er tale om blod, fortæller han. Er det tilfældet, "kan man gøre hvad som helst", og der vil stadig være spor. 

Hvor sikker skal politiet være for at rejse sigtelse?

TV 2s kriminal- og retsreporter, Astrid Søndberg, fortæller, at politiet ikke nødvendigvis ligger inde med fældende beviser, når en sigtelse bliver rejst, som det var tilfældet med den 32-årige mand. 

- Det er sådan, at politiet behøver ikke at have håndfaste beviser, før de rejser en sigtelse som den her. I forbindelse med den 13-årige pige ved vi, at der er videooptagelser af en eller anden art, der placerer ham i nærheden af stedet, hvor hun bliver bortført, siger hun. 

Optagelserne fører politiet til mandens adresse, hvor det finder både manden og den 13-årige bortførte pige, og muligvis har politiet sikret sig effekter, som det nu undersøger, fortæller hun. 

- I forhold til Emilie Meng-sagen ved vi, at der er blevet taget DNA-prøver dengang. Vi ved, at der er noget DNA, som man matcher det imod. Vi ved ikke, hvor stærkt det er, men vi ved, at politiet begynder meget nøjagtigt at kigge på hans færden dengang, siger hun:

Kriminalpsykolog: Drabsmænd ligner ofte "os andre"

Jo længere tid en morder kan slippe uden om politiets søgelys, desto flere ligheder har de med "os andre", siger Charlotte Kappel.

Hun er kriminalpsykolog og ph.d. i retsmedicinsk psykologi. Hun har speciale i profilering af gerningsmænd. 

TV 2 har bedt hende dele ud af sin viden på en dag, hvor den 32-årige sigtede i kidnapningssagen nu også er sigtet for både drab og voldtægt på Emilie Meng. 

Den 32-årige er sigtet, og dermed hverken dømt eller tiltalt endnu. Men helt generelt om den alvorlige type sager, fortæller Charlotte Kappel, at der oftest er tale om mænd i alderen slut 20'erne og opefter. 

- De kommer meget ofte fra dysfunktionelle hjem. Hvis man har en, som for eksempel har undgået at blive taget for sine handlinger i en årrække, ligner de ofte os andre mere. De er bedre til at tilpasse sig og bedre til at se ud som os andre på overfladen, siger hun. 

Dem, for hvem det lykkes at undslippe politiets efterforskning, kommer imidlertid ofte fra "lidt bedre hjem" og bedre vilkår, fortæller hun. Og serieforbrydere gør sig ofte bemærket ved ikke at "føle", som almindelige mennesker gør. 

- Hvis vi andre går over for rødt, pumper hjertet lidt ekstra i kroppen. Men det gør det altså ikke hos dem, for de føler ikke på samme måde, at de gør noget forkert, siger hun. 

Tidligere drabschef om politiets efterforskning: - Jeg ved, det lyder barbarisk

Jens Møller Jensen, der er tidligere vicepolitiinspektør og drabschef i Københavns Politi, fortæller til TV 2, at der er bred vifte af skridt, som politiet kan tage – og formentlig allerede tager – i efterforskningen. 

Hvis den 32-årige sigtede ender med at blive tiltalt for drabet på Emilie Meng i 2016, kan det historisk set være mange flere konkrete beviser, der kan ende med at fælde ham, fortæller Jens Møller Jensen. 

- Man ved, at politiet talte med ham allerede dengang. Det var en bil magen til den, han havde. Der er stadig muligheder for, at det kan bruges.  Så er der også noget efterforskning om telehistorik, som politiet stadig er i besiddelse af, siger han. 

Derudover, fortæller den tidligere drabschef, er det ikke uset i drabssager, at gerningsmænd bevidst ligger inde med fældende beviser. 

- Så kan politiet ved ransagning af hans hjem have fundet forskellige ting. Det er sådan, at nogle gerningsmænd samler en eller anden form for et trofæ... Jeg ved, det lyder barbarisk, men nogle samler en form for dokumentation for deres forfærdelige handlinger, og det kan også være tilfældet her, siger han.

Efterskole rystet efter sigtelse af 32-årig

Eleverne på Sorø Gymnastikefterskole blev onsdag orienteret om, at politiet også har sigtet en 32-årig mand for et overfald på en af skolens elever.

Det oplyser skolen i et Facebook-opslag:

- Vi er rystede, men også lettede over, at der er skred i sagen. Eleverne har fået at vide, at det er helt normalt med en eller anden følelsesmæssig reaktion, i forbindelse med sigtelsen.

Overfaldet skete i november sidste år. Her blev en pige truet med kniv. Hun gjorde modstand, og gerningsmanden flygtede.

Berlingske talte tidligere på dagen onsdag med forstanderen for efterskolen, Karsten Haim.

- Vi er glade for, at der er kommet lidt afklaring nu. Det er et skridt i den rigtige retning. Det har hængt som en sort sky over skolen. For nogle elever har det i hvert fald ikke været særligt rart at gå rundt alene i området, siger han.

Forsvarer: - Man er uskyldig, til det modsatte er bevist

Karina Skou, der er den 32-åriges forsvarer, slår fast, at en sigtelse ikke er det samme som en tiltale. 

- Der er tale om nye sigtelser, men som politiet også sagde under pressemøde, er det også noget, der giver nogle rettigheder, at man er sigtet. Det er ikke det samme, som at man er skyldig, og man er altså uskyldig, indtil det modsatte er bevist, siger hun. 

Der er kommet nye sigtelser til – blandt andet drabet på Emilie Meng – hvad tænker du om det?

- Jeg kan sige, at min klient nægter sig skyldig, og at man også skal være opmærksom på, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det gælder i alle sager. 

Karina Skou har ingen bemærkninger til, at den 32-årige har ejet en bil svarende til den, der blev efterlyst i drabssagen om Emilie Meng.

Overblik: Nogle spørgsmål er stadig ubesvarede

Politiet har med dagens pressemødet besvaret nogle spørgsmål, men der er også noget, der endnu er uvist.

  • Hvilke beviser har politiet mod manden i hver af de tre sager, han knyttes til?
  • Er den sigtede 32-årige blevet dømt eller sigtet i sager om alvorlig kriminalitet tidligere?
  • Hvad var ifølge politiet mandens motiv i de tre sager?
  • Har den 32-årige kendt til en eller flere af de forurettede forud for forbrydelserne?
  • Handlede den 32-årige alene, eller var der en eller flere medgerningsmænd i en eller flere af sagerne, han sigtes for?
  • Mistænker politiet i øjeblikket manden for at have begået andre forbrydelser?
  • Den 32-årige har delvist erkendt sigtelserne mod ham i sagen om bortførelse og voldtægt af den 13-årige pige, men hvad er det han nægter i sagen, og hvad erkender han?

Tidligere anklager: Gerningsmænd har ofte relation til offeret

Anne Birgitte Stürup har gennem en lang karriere som anklager specialiseret sig i sager om alvorlige overgreb. Hun er nu pensioneret, men som anklager førte hun blandt andet sagen mod Amagermanden.

Hvad tænkte du, da du fik at vide, at den 32-årige sigtede mand i sagen om den 13-årige pige nu også er sigtet i forbindelse med drabet på Emilie Meng?

- Det havde jeg jo tænkt allerede. Jeg tror ikke, at der er nogen i Danmark, der ikke havde tænkt den tanke, siger hun. 

Anne Birgitte Stürup henviser til, at det som hovedregel er personer med en eller anden tilknytning til offeret, der retsforfølges i sager om overgreb – det er sjældent, at man ser gerningsmænd, som udser sig ofre, de ikke har en forbindelse til.

- Det er ekstremt sjældent, at der er tale om en gerningsmand, som overfalder en fremmed pige. Og det er endnu mere sjældent, hvis der er tale om en serieforbryder, siger hun.

Forstander: Lettelse med en sigtelse for forbrydelse mod elev

Den 15-årige pige, der sidste år ifølge politiet blev udsat for trusler med kniv og et voldtægtsforsøg, gik på Sorø Gymnastikefterskole.

Forstanderen, Karsten Haim, siger til Berlingske, at der er lettelse oven på nyheden om politiets efterforskning.

- Vi er glade for, at der er kommet lidt afklaring nu. Det er et skridt i den rigtige retning. Det har hængt som en sort sky over skolen. For nogle elever har det i hvert fald ikke været særligt rart at gå rundt alene i området, siger han.

Tidligere drabschef: Politiet træder nu ind i en helt anden liga

Der er ikke behov for at have stærke beviser, når politiet foretager en sigtelse. Det fortæller tidligere drabschef til TV 2. 

Der er her tale om en slags "arbejdshypotese" for politiet, der ikke er underlagt samme krav til bevisførelse, som en tiltale er. 

Men ofte vil det ske med en særlig mistanke fra politiet, og med en sigtelse ved politiet, at efterforskningen når et nyt niveau.

- Nu går politiet op i en helt anden liga, siger Bent Isager Nielsen. 

Anklager i sagen om Amagermanden: Serieforbrydere opererer ofte i samme område

Anne Birgitte Stürup var anklager i sagen om Amagermanden og har blandt andet også beskæftiget sig med sagen om Tunnelmanden. Mens den 32-årige endnu blot er sigtet i de tre sager, så forklarer hun, at sager med serieforbrydere er "uhyre sjældne".

- Det, der kendetegner dem, er, at de ofte opererer i deres lokalområde, og de holder sig ofte til at begå deres forbrydelser i det samme område, siger hun til TV 2.

Hun tilføjer, at de ofte er helt almindelige mænd, der passer deres arbejde og familieliv i hverdagen og er svære at udpege, fordi de ikke som sådan vækker opsigt.

- Sagerne er meget svære at opklare, og i mange tilfælde er det tilfældigheder, der fælder dem mange år efter. Et andet fællestræk er, at de ofte nægter at have begået forbrydelserne.

Emilie Mengs familie reagerer: - Vi håber på et punktum

Emilie Mengs mormor og morfar fortæller til TV 2, at det er en stor lettelse for familien, at der efter syv års uvished nu er en sigtet i sagen.

- Det ville betyde så meget for hele familien, hvis vi kunne få sat et punktum, siger Lone Meng.

Bedsteforældrene er umiddelbart lettede over nyheden, men også tydeligt rystede og påvirkede. De beskriver de sidste syv år som "et mareridt".

Tidligere kriminaltekniker: Amagermanden-sagen viste, hvor nyttigt dna er

Tidligere vicekriminalinspektør og leder af gerningsstedsgruppen hos Nationalt Kriminalteknisk Center, Bent Hytholm Jensen, vil ikke udtale sig om den konkrete sag. Men han noterer sig, at man ikke blot kan sigte en mand, fordi han har en særlig model af bil. Det vil kræve nogle konkrete beviser, som kan være fundet i den beslaglagte bil fra Slovakiet – eksempelvis dna.

Dna-spor har tidligere vist sig at være langtidsholdbare. Hytholm Jensen nævner sagen om Amagermanden. I 2011 matchede politiet Amagermandens dna med dna fra 1995, hvor han begik en række voldtægter, hvilket han senere blev dømt for.

På pressemødet ville politiet ikke fortælle, hvilke beviser de har fundet, der har ført til den 32-åriges sigtelse for mordet på Emilie Meng. Det er ganske naturligt, siger Hytholm Jensen.

- Man vil gerne være helt sikker på sin sag, når man efterforsker, siger han. 

Politiet udsender ny pressemeddelelse

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har godt en time efter, at pressemødet er overstået, udsendt en pressemeddelelse om sigtelsen for drab på 17-årige Emilie Meng i 2016.

Pressemeddelelsen kan læses her.

Af den fremgår det desuden, at selvom Meng-sagen har været efterforsket i syv år, er der endnu politiarbejde, der mangler i sagen.

- Og trods de nye sigtelser har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi stadig et stort arbejde foran sig, siger politiinspektør Kim Kliver i pressemeddelelsen.

Forsvarer understreger: Det er alene sigtelser

Det er alvorlige sigtelser, den 32-årige mand er blevet mødt med. Men det er netop det – sigtelser.

Det understreger Karina Skou, der er forsvarsadvokat for den 32-årige, over for Ritzau. Hun fortæller samtidig, at han nægter sig skyldig i de nye sigtelser, mens han i sagen om bortførelse og voldtægt af den 13-årige pige har erkendt sig delvist skyldig.

At der er rejst sigtelse, er udtryk for, at politiet har en mistanke mod manden, og at der er taget en række efterforskningsskridt.

I sådanne tilfælde har politiet pligt til at rejse sigtelse. Herved tildeles den mistænkte en række rettigheder, for eksempel retten til få beskikket en advokat.

Emilie Mengs familie er lettet og håber på punktum i sagen

Det er en lettelse for familien til dræbte Emilie Meng, at der nu er en sigtet i sagen.

Det siger Mai-Brit Storm Thygesen, der er bistandsadvokat for Mengs mor, til TV 2. Hun siger samtidig, at det betyder noget, at politiet har indrømmet at have begået fejl i sagen.

- Det betyder, at den fornemmelse, vi sad tilbage med, er rigtig. Nu er der en sigtet, og vi vælger at se fremad og håber, at der kommer et endeligt punktum i den her sag. 

Emilie Mengs mor ønsker ikke at udtale sig. 

Retskorrespondent: Vidnebeskrivelser har peget i forskellige retninger

TV 2s retskorrespondent Astrid Søndberg har fulgt de tre sager, som den 32-årige nu er sigtet i. Hun hæfter sig ved vidnebeskrivelserne i sagerne, der har varieret.

De stemmer nemlig ikke overens, konstaterer hun og fremhæver som eksempel politiets beskrivelse af gerningsmanden i sagen fra Sorø i november.

Her lød det, at overfaldsmanden var en mand på 18-20 år, omkring 180 centimeter høj, kraftig af bygning og med lyst hår.

- Jeg kan i hvert fald sige, at der er væsentlige dele af den beskrivelse, der ikke passer på den 32-årige, siger Astrid Søndberg. 

Kan være sager uden for Vestsjælland – men gerningsmand skal kende sit område

Ifølge Bent Isager Nielsen efterforsker politiet forbrydelser i hele landet, der kan kobles til den sigtede 32-årige.

Den tidligere drabschef fortæller, at en gerningsmand skal kende et område relativt godt, før han slår til.  

- De arbejder med komfortzones, men en komfortzone kan være mange ting. Man kan kende et andet område grundet familie i andre dele af landet eller gennem jobs, man har haft. En gerningsmand skal være rimelig tryg og kendt i det område, han handler i, for han skal vide, hvordan han kommer væk, siger Bent Isager Nielsen.

Politiet mistænker voldtægt mod 17-årig

På dagens pressemødet har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyst, at den 32-årige er sigtet for at have frihedsberøvet, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng.

Offentligheden har tidligere været bekendt med, at Emilie Meng, der forsvandt i juli 2016 og blev fundet død i december samme år, blev dræbt. Men det er første gang, at det er kommet frem, at politiet mistænker, at den 17-årige er blevet udsat for voldtægt.

Hvad kom frem på pressemødet?

Her er en kort opsummering af, hvad der kom frem på pressemødet ved politistationen i Næstved.

  • Politiet har sigtet den 32-årige for alvorlige forbrydelser mod yderligere to personer.
  • Foruden bortførelse og voldtægt af den 13-årige i april 2023 er han sigtet for at have truet en efterskoleelev i 2022 og forsøgt at have voldtaget hende samt for at have frihedsberøvet, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016.
  • Det er uvist, om der kommer et nyt retsmøde på baggrund af de nye sigtelser. 
  • Politiet vil ikke sige klart, om det har begået fejl, siden den 32-årige er gået under radaren de seneste år, hvor han – ifølge politiet – kan knyttes til alvorlige forbrydelser. 
  • Politiet har indsamlet "omfattende efterforskningsmateriale", som politiet den næste tid vil arbejde sig igennem for at underbygge mistankegrundlaget mod den 32-årige.
  • Manden nægter sig skyldig i de nye sigtelser, oplyser hans advokat til Ritzau.