Her er politiets næste skridt i sagen om den 13-årige pige

En it-sikkerhedsekspert forklarer, at vi efterlader mange digitale spor, som potentielt kan bruges i en efterforskningssag.

Politiet skal i de kommende uger forsøge at komme til bunds i sagen om den 13-årige pige.

Den sigtede er varetægtsfængslet frem til 11. maj, og i de kommende uger venter der et omfattende efterforskningsarbejde.

Allerede søndag havde politiet modtaget mere end 600 henvendelser fra offentligheden, som nu skal undersøges nærmere.

Det kan politiet blandt andet bruge, når de begynder det første afgørende sted, forklarer tidligere drabschef, Jens Møller.

- Man skal først have lavet en tidslinje, der helt ned på sekunders nøjagtighed beskriver den mistænktes gøren og laden i timerne op til frihedsberøvelsen, siger han til TV 2.

Hvad gør de nu?

Jens Møller fortæller, at der under grundlovsforhøret mandag blev fremhævet nogle spørgsmål, som politiet skal have svar på.

Inden næste retsmøde skal politiet klarlægge, om der kan være tale om en medgerningsmand. Politiet skal se på videoovervågning, have indsamlet al teledata og gennemføre afhøring af den 13-årige pige.

- Derudover har kriminalteknisk center været ude og lave undersøgelser i mandens bolig og formentlig også på den anden adresse samt mandens bil. Det skal alt sammen undersøges, siger Jens Møller.

Den 13-årige pige var forsvundet i i alt 27 timer. Jens Møller fortæller, at politiets tidslinje typisk vil begynde allerede fra morgenen på dagen, hvor forbrydelsen skete. Derudover vil politiet formentlig se på, hvad den sigtede lavede flere dage op til tidspunktet, hvor pigen blev samlet op i bilen lørdag.

- Selve tidslinjen er rigtig, rigtig vigtig. Det er virkelig bitte små skridt hele tiden, siger han.

- Tidspunktet, fra hun ringer hjem 11.30, til at hun er forsvundet 11.45, det vil blive kortlagt på sekundniveau.

Særligt teledata kan indbringe spor, der kan være afgørende i sagen, fortæller den tidligere drabschef.

- Dels til at se, hvem den mistænkte har været i dialog med umiddelbart før og måske også under, at den 13-årige er væk. Dem vil politiet skynde sig at afhøre, siger Jens Møller.

Teledata kan være en hjælp

Teledataen vil også kunne bruges til at få flere informationer om alt fra rute, til hvor den sigtede har befundet sig. Det vil kunne hjælpe med at fastlægge en tidslinje over forløbet, forklarer Jens Møller Petersen.

Og her er der flere ting, som kan være relevante for politiet at se nærmere på i sager, der minder om den 13-årige piges.

Det forklarer Ken Norman, der er it-sikkerhedskonsulent hos Dubex.

- Jeg vil starte med bilen, for den har jo vist, hvor han har været henne, og i mange biler er der en gps-tracker eller flight-recorder, som kan bruges til at se, hvor langt han er kørt på literen, siger han.

Derudover kan der gemme sig spor i, hvis den sigtede har brugt gps i bilen.

- Hvis han har brugt sin telefon som gps, ville jeg have fat i hans login og se, om der er nogle spor derfra, for den gemmer dem længere tid end andre gps'er, siger Ken Norman.

Videoovervågning fra private boliger og bilers videokameraer har haft en central betydning for, at det lykkedes at finde frem til det hus, hvor den 13-årige pige blev holdt indespærret lørdag og søndag.

Og ifølge Jens Møller skal politiet havde afsluttet igangværende undersøgelser – herved ved at være sikker på, at al videoovervågning er indhentet.

- Videoovervågning fra folks indkørsel har betydet, at hvis man ved, at han har en sort bil gennem dashcams i området, så kan man bruge det til at fastlægge hans færden. Bare det, at man kan se, at han ikke er kørt til højre, men er kørt lige ud, kan være et spor.

Både videoovervågning og teledata var potentielle spor, som politiet blev kritiseret for ikke at have indsamlet hurtigt nok i drabssagen om 17-årige Emilie Meng. Det har derimod fra begyndelsen været et fokuspunkt i sagen om den 13-årige pige. Her gik politiet allerede ved pigens forsvinden lørdag ud og opfordrede borgere til at indlevere optagelser fra private overvågningskameraer.

Til Politiken har politiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kim Kliver forklaret, at det har haft "overordentlig stor betydning" i efterforskningen.

- I en alvorlig sag som denne er vi jo afhængige af, at vidner retter henvendelse, men vi er også begunstiget af, at folk deler videooptagelser fra nærområdet. Det må vi sige er sket. Det har været særdeles brugbart og været med til at kunne fastlægge et tidsforløb, og dermed har vi kunnet arbejde videre med noget af det, vi har erfaret fra vores afhøringer, siger Kim Kliver til Politiken.