Krimi

Tyvekoster for én million kroner fundet i skov

De 20 stjålne invertere repræsenterer en værdi af cirka én million kroner.

Lørdag formiddag har Syd- og Sønderjyllands Politi gjort et opsigtvækkende fund i en skov i politikredsen.

I et skovstykke mellem Åbenråvej og Bjerndrupvej ved Tinglev er der fundet en række invertere.

- Der er fundet omkring 20 stykker i skoven, oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV 2.

Politiet fik en anmeldelse lørdag og har underrettet ejeren af inverterne klokken 13.23, lyder det.

En inverter bruges til at omdanne den strøm, som solcellerne producerer fra jævnstrøm til vekselstrøm.

Millionfund

Ifølge vagtchefen stammer de mange invertere formentlig fra en nærliggende solcellefabrik, der for to uger siden var udsat for et tyveri.

- Vi er meget sikre på, at de stammer derfra, siger Ole Aamann.

Fra en byggeplads på en solcellefabrik på Bjerndrupvej i Tinglev blev der natten til søndag 12. marts stjålet i alt 20 invertere.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at der for nuværende ikke er nogen anholdte, men at man er i gang med efterforskningen af sagen om de formodede tyvekoster.

Ifølge JydskeVestkysten repræsenterer de 20 invertere en værdi af cirka én million kroner.