Krimi

Gerningsmænd til knivoverfald på dreng kørte på hvid el-cykel

To sortklædte mænd kørte rundt på el-cykel før og efter knivstikkeri i Sigurdsgade i København.

En hvid el-cykel er central for politiets efterforskning af sagen om en 17-årig dreng, der først i februar blev stukket med kniv på Nørrebro i København.

Politiet søger kontakt med vidner, der så to mænd køre på cyklen lørdag 4. februar omkring klokken 18.

Cyklen er af mærket Specialized. Stellet er hvidt, mens skærme og bagagebærer er sort.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Politi onsdag. I en pressemeddelelse bragt på Twitter ses overvågningsbilleder.

Offer jagtet

Offeret blev passet op i Titangade, og derefter blev han jagtet til Sigurdsgade. Her blev han stukket ned.

To sortklædte mænd stod bag forbrydelsen. De kørte på den hvide el-cykel før og efter overfaldet, oplyser politiet.

Efter knivstikkeriet kørte de fra Sigurdsgade til Sifs Plads. Muligvis har de også kørt på Skjolds Plads.

Nu håber politiet altså på at komme i forbindelse med vidner, der så mændene på den hvide el-cykel.

Den 17-årige blev bragt til Rigshospitalet og var ikke i livsfare, har politiet tidligere oplyst.

Flere farlige overfald

I vinter har der været en stribe farlige overfald med kniv begået på gader i København. Ofrene har været ganske unge.

For nylig fik Folketingets retsudvalg orientering om, at Københavns Politi i løbet af december og januar har registreret markant flere sager om vold begået med kniv end andre politikredse.

I hovedstaden var der i de to måneder i alt 25 sager, men samtlige er ikke begået på gaden.

Nogle af overfaldene kan ifølge politiet skyldes et opgør mellem den forbudte bande Loyal To Familia og en gruppering med tilknytning til Ydre Nørrebro og København NV. Mistanken indgik i sigtelser, der blev læst op i et retsmøde 10. februar om overfald begået i november og december.