Mand og kvinde tiltalt for at have planlagt drab på gravid
En 37-årig kvinde blev dræbt foran sit arbejde i Holbæk i november. Hendes ufødte barn døde efter nogle dage.
To personer er blevet tiltalt for at have planlagt et drab på en gravid kvinde, der blev slået ihjel i Holbæk i november sidste år.
Der er tale om en 25-årig mand, der er tiltalt for at have udført knivdrabet, mens en 34-årig kvinde er tiltalt for at have medvirket. De skulle sammen have planlagt forbrydelsen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse fredag.
Gravid kvinde havde netop fået fri
Drabet, sagen handler om, blev begået sent om aftenen den 3. november.
En 37-årig kvinde, der var gravid, havde netop fået fri fra det plejehjem, hun arbejdede på, da hun blev angrebet med kniv i sin bil.
Gerningsmanden trak hende ud af bilen, og hun fik knivstik på ben, krop og arme. Hendes hals blev desuden skåret over. Det er kommet frem ved tidligere retsmøder i forbindelse med sagen.
Kvinden døde som følge af overfaldet, men det var muligt i første omgang at redde hendes ufødte barn - en lille dreng. Han døde dog få dage senere.