Krimi

To unge mænd er døde efter knivstikkeri i Taastrup – politi efterlyser vidner

En 17-årig dreng og en 18-årig mand er afgået ved døden, efter at de blev stukket med kniv mandag aften.

En 17-årig dreng og en 18-årig mand er afgået ved døden, efter at de mandag aften blev stukket med kniv på Skjeberg Alle i Taastrup.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Morten Steen tidligt tirsdag morgen.

De pårørende er underrettet.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 22.57 mandag, hvilket udløste en større udrykning til stedet. Og her viste det sig, at tre unge mænd var ramt af knivstik.

Alt tyder på intern hændelse, siger politi

Den ene af de to, der er afgået ved døden, døde på stedet, mens den anden døde på hospitalet.

Vagtchefen kan ikke kommentere på, om der er nogen, der er anholdt i sagen.

- Efterforskningen er stadig i et indledende stadie, så vi kan ikke lægge os fast på et motiv endnu. Men alt tyder på, at der er tale om en intern hændelse, siger Morten Steen.

En 17-årig knivstukket er udenfor livsfare

Ud over de to, der er afgået ved døden, blev en anden 17-årig dreng stukket med kniv. Han er uden for livsfare.

Vagtchefen kan ikke kommentere på, om der er nogen, der er anholdt i sagen, og han vil overfor TV 2 tirsdag morgen ikke oplyse yderligere om drabene. Men politiet er tidligt tirsdag fortsat massivt til stede i området.

- Vi kommer til at være der et stykke tid endnu, siger Morten Steen kort før klokken 05 tirsdag.

Var du i området før og efter 22.57?

Politiet efterlyser nu vidner, der har set noget mistænkeligt før, under eller efter knivstikkene lidt før klokken 23.

- Vi hører også meget gerne, hvis nogen har set de tre unge mænd forudgående – og eventuelt andre – i området ved Skejberg Alle og City 2 mandag aften, oplyser vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i en pressemeddelelse.

Der vil i løbet af formiddagen komme en mobil politistation til området.

En 17-årig dreng og en 18-årig mand er afgået ved døden, efter at de blev stukket med kniv mandag aften. Video: TV 2 NEWS