Krimi

Myndighedschef tiltalt for at spytte og bakke ind i p-vagt

Anklagemyndigheden kræver bilen konfiskeret og mandens kørekort frataget.

En mand, der til daglig står i spidsen for en offentlig myndighed, er blevet tiltalt for at spytte en parkeringsvagt i ansigtet og bakke ind i vagten flere gange.

Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.

Episoden skal have fundet sted i juli sidste år på en parkeringsplads i København. Her skal myndighedschefen først have spyttet parkeringsvagten i ansigtet. Han er derfor tiltalt for vold mod en særlig voldsudsat person.

Dernæst bakkede chefen ifølge anklageskriftet flere gange ind i parkeringsvagten, der blev ramt i lænden, og som følge af påkørslen blev skubbet tilbage.

Vanvidskørsel

Ifølge anklagemyndigheden førte chefen bilen på en særlig hensynsløs måde og forvoldte nærliggende fare for parkeringsvagtens liv eller førlighed.

Det vil være såkaldt fareforvoldelse, der hører under betegnelsen vanvidskørsel, hvorfor anklagemyndigheden kræver bilen konfiskeret og hans kørekort frataget.

Der er også krav om en bøde- og fængselsstraf.

Ikke muligt at afsløre identitet

På et retsmøde i Københavns Byret 16. januar fik myndighedschefen nedlagt et navneforbud i sagen trods protest fra anklager og presse.

Dommeren lagde blandt andet vægt på, at den påståede forbrydelse ikke har nogen forbindelse til mandens betroede stilling.

Derfor er det ikke muligt at komme med nærmere oplysninger, som vil kunne afsløre hans identitet.

For retten til efteråret

På tidspunktet for retsmødet i januar var chefen endnu kun sigtet i sagen, og da var der kun rejst sigtelse for spyt mod parkeringsvagten. Det nægter han sig skyldig i, oplyste hans forsvarer, Henrik Stagetorn, på retsmødet.

Det er ikke lykkedes Ritzau at få fat i forsvareren for at høre til chefens stillingtagen til den anden del af anklagen.

Sagen ventes at komme for Københavns Byret til efteråret.