Krimi

Politi samler lokale efter drab: - Det kan give en masse utryghed i lokalsamfundet, når tankerne får frit spil

Det var to piger, der søndag blev fundet døde i Vejrumbro sammen med deres mor, oplyser politiet til TV 2.

Afmagt. Vrede. Sorg.

Det er nogle af de følelser, der går igen hos de lokale i Vejrumbro, fortæller vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Christian Toftemark, der har talt med flere af dem.

Søndag blev den lille by øst for Viborg ramt af en tragedie, da en 49-årig kvinde og hendes to børn på 11 og 14 år blev fundet døde. Ifølge politiets teori har kvinden dræbt de to børn og derefter sig selv. Politiet oplyser til TV 2, at begge børn er piger.

Borgernes frustrationer og mange spørgsmål vil politiet forsøge at tage hånd om ved at indbyde byens omkring 400 indbyggere og folk fra nærområdet til et informationsmøde mandag aften i Vejrumbros forsamlingshus.

Nyt initiativ

Her vil vicepolitiinspektøren sammen med en efterforsker fortælle, hvad de nu kan om sagen, svare på borgernes spørgsmål og måske også afkræfte nogle af de rygter, der som regel opstår i den slags situationer.

- Det kan give en masse utryghed i lokalsamfundet, når tankerne får frit spil. Derfor kan vi lynhurtigt være med til at afkræfte de her rygter, så vi lige så stille kan få genskabt en hverdag derude, siger Christian Toftemark til TV 2.

Det er ikke almindeligt, at politiet på den måde samler en hel by til informationsmøde om en drabssag. For Midt- og Vestjyllands Politi er det første gang, fortæller Christian Toftemark.

- Vi har før brugt den mobile politistation i lignende sager, men vi har vurderet i lige præcis det her tilfælde, at det er den bedste løsning. Vi kan komme indenfor, og der kan være ro omkring mødet. Samtidig har beboere mulighed for også at snakke indbyrdes om sagen, siger han.

I Vejrumbro er beboerne meget påvirkede, fortæller Knud Erik Bødker, der er næstformand i beboerforeningen.

- Vi fatter det simpelthen ikke, siger han til TV 2.

Han og borgerforeningen var mandag formiddag i gang med at sætte stænger op til byens flagallé for at kunne flage på halvt.

- Nu sætter vi flagalleen op og gør det, vi kan. Og der er andre, der gør andre ting for ligesom at mindes det her. Men det er de ting, vi helst vil undgå herude i sådan en bitte landsby, hvor vi kender alle, vi og kendte selvfølgelig også moren og pigerne, siger han.

Alle er velkomne

Det var en bekendt til familien, der søndag fandt de tre døde personer på en adresse i Vejrumbro og kontaktede politiet klokken 14.26.

Derfor var Midt- og Vestjyllands Politi søndag eftermiddag og aften på stedet med blandt andet hundepatruljer og kriminalteknikere.

Små fem timer efter anmeldelsen meldte politiet ud, at en kvinde og hendes to børn var fundet døde på adressen. På det tidspunkt lød politiets formulering, at der ikke var noget, som tydede på, "at andre personer end de afdøde har været involveret”.

Mandag morgen er politiet fortsat til stede på adressen, og efterforskningen fortsætter i løbet af dagen.

Alle, der har interesse i sagen, er velkomne til mødet klokken 19.30, oplyser vicepolitiinspektøren. Også hvis man har oplysninger, der kan hjælpe politiet i efterforskningen.

Han understreger dog, at mødet er forbeholdt lokale og andre, der har relation til familien. Derfor er pressen heller ikke inviteret.

- Jeg håber, at de kan gå derfra med lidt mere konkret information, så de ikke behøver at gå og digte på, hvad det er for en hændelse, der kan være sket, siger Christian Toftemark.

Udover politiet deltager en sognepræst, kommunen og Offerrådgivningen.