Krimi

Politiet tester elektriske biler som patruljevogne

Ti elbiler fra Volkswagen skal prøves af hos politiet som almindelige patruljevogne.

Politiet har besluttet at teste ti elektriske biler som patruljevogne.

Bilerne skal køre både i Jylland og på Sjælland.

Det oplyser Rigspolitiet søndag i en pressemeddelelse.

I et pilotprojekt har ordensmagten valgt Volkswagen ID 4 GTX.

De ti elbiler er udstyret med politiets sædvanlige logo og skal så vidt muligt bruges på lige fod med andre patruljevogne.

I Rigspolitiet siger en centerchef, at man ved at lade de nye biler køre både i Vestjylland og i København håber på at kunne høste vigtige erfaringer.

- Der er stor forskel på kørselsbehovet i de forskellige kredse. I nogle kredse tilbagelægger patruljevognene mange kilometer hver dag, hvorimod man i andre kører noget mindre, siger Jens Yndgaard i pressemeddelelsen.

Vest- og Midtjyllands Politi får stillet to elbiler til rådighed. Det samme gør Østjyllands Politi og Københavns Vestegns Politi. I Københavns Politi skal fire elbiler ud på gaderne.

Her skal de testes også i hastende operative opgaver, hvor der stilles store krav til udstyr og materiel, står der i pressemeddelelsen.

Fremover vil det knibe med at få flere af de patruljevogne, ordensmagten i dag bruger, fremgår det af en udtalelse fra centerchef Jens Yndgaard.

Politiet ønsker at "høste egne erfaringer i et marked, hvor det snart er vanskeligt at få den type køretøjer, vi normalt kører i", forklarer han i pressemeddelelsen.

Forsøget løber i hele 2023. Håbet er at få afdækket "de realistiske ambitioner for omstilling af patruljevogne til el."

Hvor mange uniformerede patruljevogne, politiet i alt råder over, ønsker Rigspolitiet ikke at oplyse, lyder det i en mail til Ritzau søndag.