Krimi

Menneskesmugling kostede familie på fem livet - nu er to iranere fra Danmark dømt

To iranere fra Jylland er i Frankrig blevet kendt skyldige i uagtsomt manddrab på en hel familie i en opsigtsvækkende sag om menneskesmugling.

To herboende iranere blev fredag aften kendt skyldige i uagtsomt manddrab og menneskesmugling ved retten i Dunkerque i Nordfrankrig.

Det skriver den nordfranske avis La Voix Du Nord.

Som TV 2 kunne fortælle fredag var de to blandt i alt fire iranere, der var tiltalt for blandt andet at være skyld i, at syv personer – heraf en familie på fem – druknede, efter en overfyldt fiskerbåd kæntrede på vej fra Nordfrankrig over Den Engelske Kanal.

De to dømte er den 38-årige Rauf Perot Rahimifar fra Viborg og 33-årige Hoshiar Khezri, der ifølge folkeregistret har haft adresse i den østjyske by Juelsminde. De nægter sig begge skyldige i anklagerne.

De blev udleveret fra Danmark til fransk politi i henholdsvis september 2021 og februar 2022, og siden har de siddet fængslet i Frankrig. De er idømt henholdsvis ni og fem års fængsel, bekræfter Hoshiar Khezris forsvarsadvokat, Xavier Ferrand, over for TV 2. Ifølge advokaten har de mødt hinanden igennem det kurdiske miljø i Danmark.

Ansvarlige for fatal menneskesmugling

De to dømte har ifølge retten i Dunkerque organiseret adskillige menneskesmuglinger og blev derudover fredag dømt for uagtsomt manddrab på syv personer samt for at bringe adskillige andre menneskers liv i fare i et forsøg på en menneskesmugling, der gik helt galt 27. oktober 2020.

Den dag kæntrede en båd med 22 flygtninge ombord på vej fra Nordfrankrig over Den Engelske Kanal. Rauf Perot Rahimifars forsvarsadvokat, Daniel Thienpoent, har tidligere oplyst, at båden kun kunne bære fem personer.

Mens de fleste flygtninge blev reddet op af vandet, endte forliset fatalt for blandt andet en iransk familie på fem.

Sagen skabte allerede dengang stor opmærksomhed og fik blandt andre Storbritanniens daværende premierminister Boris Johnson til over for BBC at love, at de engelske og franske myndigheder ville gøre alt, hvad der stod i deres magt, for at opsnuse de "ubarmhjertige kriminelle bander, som udnytter sårbare mennesker ved at facilitere livsfarlige rejser”.

Mens fire af de fem familiemedlemmer blev fundet kort efter kæntringen, blev liget af familiens yngste – den 15 måneder gamle Artin – først fundet mere end to måneder senere, da hans lig skyllede op på den norske kyst 1. januar 2021. I Norge var fundet af liget længe et mysterium, indtil norsk politi efter fem måneder bekræftede, at der var tale om liget af etårige Artin fra forliset.

To yderligere personer fra båden blev meldt savnet og formodes nu at være druknet. Forsvarsadvokaten Xavier Ferrand oplyser til TV 2, at migranterne havde betalt 2500 euro – svarende til cirka 18.600 danske kroner – for en plads i båden.

Fortrak ikke en mine

Han fortæller videre, at de fire dømte ikke havde nogen kommentarer, da de under retssagen fredag fik vist billeder af liget af Artins niårige storesøster, Anita, der druknede under kæntringen.

Ifølge advokaten konkluderede retten, at det var Rauf Perot Rahimifar, der havde stået for logistikken og for at rekruttere migranterne, der senere kom ombord på båden. Hoshiar Khezri kørte ifølge retten båden til Dunkerque i en bil på danske nummerplader.

De to blev blandt andet fældet af data fra deres mobiltelefoner, ligesom de er blevet udpeget af flere af de overlevende, der identificerede dem som menneskesmuglere.

Fortsatte efter ulykken

Rauf Perot Rahimifar ankom til Danmark i 2016 fra Iran. Han blev ifølge Xavier Ferrand – udover en dom på ni års fængsel – også idømt en bøde på 70.000 euro – svarende til knap 522.000 kroner. Og retten vurderede, at han var den af de fire tiltalte, der havde organiseret flest menneskesmuglinger.

Hoshiar Khezri var ifølge retten i Dunkerque også medvirkende til menneskesmuglingerne og blev idømt fem års fængsel samt en bøde på 50.000 euro – svarende til knap 373.000 kroner.

Hans klient har endnu ikke taget stilling til, om sagen skal ankes. Rauf Perot Rahimifars advokat er ikke vendt tilbage på TV 2s henvendelser.

De to andre tiltalte i sagen blev idømt henholdsvis to og syv års fængsel.

Præcisering: Hoshiar Khezris advokat, Xavier Ferrand, udtalte lørdag til TV 2, at begge iranske mænd blev dømt for at fortsætte menneskesmuglingen op til et år efter ulykken. Mandag er han dog vendt tilbage og har ændret sin udtalelse, da dommen ifølge advokaten viser, at hans egen klient ikke blev dømt for at fortsætte menneskesmuglingen.