Krimi

Efter helt usædvanlig dag lavede plejehjem ny regel: - Alle følte sig under mistanke

En tidligere kollega vil aldrig glemme den dag, hvor fire beboere blev sendt med ambulance på få timer.

Før en 60-årig sosu-hjælper blev anholdt for et drab og syv drabsforsøg, var hun en skattet medarbejder på Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Det fremgik mandag af centerleder Susanne Tvedes forklaring ved Retten i Randers.

Der måtte være en, der gik rundt og gjorde noget, de ikke burde gøre

Susanne Tvede, centerleder, Plejecenter Tirsdalen

De to har kendt hinanden siden 2017, hvor den tiltalte blev ansat på plejehjemmet.

Lederen beskrev i retten sosu-hjælperen som sød, imødekommende og meget omsorgsfuld.

Men der foregik ting på plejehjemmet, som ikke burde foregå.

Der forsvandt medicin fra et medicinrum. Det blev konstateret i september 2021 og politianmeldt men ikke opklaret.

Tyveri meldt til politiet

Susanne Tvede var bekymret for, om nogen i personalet havde det svært og derfor tog medicinen til sig selv, husker hun.

- Der måtte være en, der gik rundt og gjorde noget, de ikke burde gøre. Det var det, jeg prøvede at få mit hoved til at tænke, forklarede hun i retten.

En kollega fandt det påfaldende, at den 60-årige sosu-hjælper havde været på arbejde flere af de gange, der var stjålet medicin, forklarede lederen i retten. Men nu var sagen politianmeldt, havde hun dengang konstateret.

Ifølge den tiltaltes egen forklaring gik hun i medicinrummet for at hente en gulvlift, som stod derinde. Det var også derfor, hun havde en nøgle til rummet.

Som sosu-hjælper havde hun intet at gøre i medicinrummet, medmindre der var sket en faldulykke, og hun skulle bruge liften, understregede Susanne Tvede mandag i retten.

Alle følte sig under mistanke

Susanne Tvede, centerleder, Plejecenter Tirsdalen

På grund af tyverierne blev der i september 2021 også sat lås på døren til medicinrummet, så man kunne se, hvem der låste sig ind.

I månederne op til det anklagemyndigheden betragter som drab og drabsforsøg, blev den 60-åriges nøgle registreret brugt 25 gange. Det var flere registreringer end for alle hendes kollegaer tilsammen.

Aldrig oplevet noget lignende

Søndag 27. februar 2022 blev fire beboere på plejehjemmet indlagt på Regionshospital Randers. De havde alle medicin i kroppen, som de ikke burde have. En af dem døde nogle dage senere.

Centerlederen havde aldrig før oplevet fire indlæggelser på samme dag. Der blev nu lavet en ny regel om, at alle ansatte skulle gå to og to sammen.

- Det var for at skabe noget sikkerhed for dem, der var på vagt. Alle følte sig under mistanke, forklarede Susanne Tvede i retten.

En af de kollegaer, der var på arbejde den søndag om morgenen, vidnede også i retten mandag.

Hun beskriver 27. februar sidste år som en vagt, hvor intet var, som det plejede.

Først fandt hun en af beboerne, en ældre mand, livløs og med besværet vejrtrækning. Hun tilkaldte en kollega. De ringede de 112 og gav manden hjertemassage.

Efterfølgende fortsatte hun rundt til beboerne og fandt endnu en ældre mand, der ikke havde det helt så slemt efter hendes opfattelse men med samme symptomer. Så der blev ringet 112 igen.

Forinden havde hun hørt fødder i løb. En kvinde var blevet dårlig, og hun blev nu selv kaldt dertil. Den dag glemmer hun aldrig nogensinde, forklarede hun i retten.

Fire ambulancer på få timer

Dagens sidste vidne var en social- og sundhedsassistent, som også var på vagt den dag. Det var hende, der blev tilkaldt af kollegaen, og hende, der gav den ældre mand hjertemassage.

Det blev ikke den eneste gang, hun skulle give hjertemassage eller ringe 112 den dag. I løbet af få timer blev fire beboere sendt med ambulance til hospitalet. Heller ikke hun havde nogensinde oplevet noget lignende, fortalte hun i retten.

På hospitalet havde den ledende overlæge heller ikke før oplevet fire patienter fra samme plejehjem på samme dag, forklarede han tidligere på dagen i retten. Det var ham, der først gjorde Østjyllands Politi opmærksom på sagen.

En af de fire indlagte døde 1. marts. De tre andre blev indlagt igen nogle dage senere. En af dem blev 14. marts indlagt for tredje gang.

Det var på det tidspunkt, at den 60-årige sosu-hjælper blev anholdt.

Ifølge anklagemyndigheden har hun forgiftet de fire beboere med præparaterne Baclofen, Mirtazapin og Diazepam i den hensigt at dræbe dem.

Hun nægter sig skyldig.

Der ventes dom i sagen i slutningen af februar.