Mand dræbt af politiet – betjent såret af knivstik
Den sårede politibetjent er alvorligt tilskadekommen, men uden for livsfare, oplyser Københavns Politi.
Under en politiaktion i en lejlighed på Moselgade på Amager har en politibetjent affyret skud mod en gerningsmand, der havde såret en betjent med knivstik.
Gerningsmanden er død som konsekvens af politiets skud.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse, som også oplyser, at sagen er overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), der vil stå for efterforskningen.
Kort efter klokken 16 skriver Københavns Politi på Twitter, at den sårede betjent er "alvorligt tilskadekommen, men uden for livsfare".
Københavns Politi siger derudover til TV 2, at de ikke har yderligere kommentarer til sagen, fordi den er overdraget til DUP.
Efterlyser vidner
Det er standardprocedure, at DUP efterforsker sager, hvor politibetjente har afgivet skud, fordi politiet ikke skal efterforske sig selv.
DUP vil gerne i kontakt med vidner i sagen. Det fremgår af en nyhed på politiklagemyndighedens hjemmeside.
- Episoden fandt sted omkring klokken 13 på Moselgade på Amager, og Politiklagemyndigheden vil gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen, lyder det.
Børn holdes indenfor
Politiet oplyser på Twitter, at de anser situationen på Amager som en "isoleret hændelse", og at der derfor ikke er nogen fare for borgerne i området.
Politiet er dog stadig til stede i området, ligesom retsmedicinere og retsteknikere er i gang med at fortage de nødvendige undersøgelser.
Overfor lejlighedskomplekset, hvor manden er blevet skudt af politiet, ligger børnehaven Klyngen Børnegården.
Her er børnene blevet holdt indenfor siden hændelsen og vil blive det resten af dagen.
Det fortæller Ruben Habo, som har modtaget en mail fra børnehaven om politiaktionen. Han er far til en fireårig pige, der går i børnehaven.
Ruben Habo beskriver episoden som "sørgelig", men han er ikke bekymret på sine egne eller datterens vegne.
- Det er jo nok begrænset, hvad hun har forstået. Men hun får nok en lidt anden fortælling om, hvad der er sket i dag, siger han til TV 2.
Aldrig målet, at nogen skal dø
Det er langt fra hverdagskost, at borgere afgår ved døden som konsekvens af politiets behandling.
Det fortæller Jens Møller, tidligere vicepolitiinspektør og drabschef ved Københavns Politi, til TV 2.
Selv oplevede han i sin tid som drabschef to tilfælde, hvor det skete:
Da politiet 15. februar 2015 skød og dræbte Omar el-Hussein, der stod bag angrebet på Krudttønden. Og da politiet i 2016 i den såkaldte Christiania-sag kom i konfrontation med en person fra hash-miljøet. Her afgik personen ved døden som følge af, at han blev skudt under politiets anholdelse af ham.
- Det er dybt tragisk hver gang. Både for den, der bliver dræbt, for de pårørende og for de betjente, der har været i en aktion, hvor det ender med, at nogen dør. Det er jo aldrig nogensinde et mål med en aktion, at nogen skal komme til skade.
Jens Møller fortæller, at det er "standard procedure", at sagen overgår til DUP. Ifølge ham kan der gå både uger og måneder, inden det endelige resultat af undersøgelsen foreligger.