Krimi

Ingen anede, at fire ældre havde baclofen i blodet – imens søgte sosu-hjælper på stoffet

Onsdag kom det frem ved Retten i Randers, at Østjyllands Politi har lavet hemmelige aflytninger af tiltalt sosu-hjælper. Kvinden nægter sig skyldig.

En søndag i februar sidste år var fire ældre mennesker indlagt på Regionshospitalet Randers. Det var i sig selv ikke så underligt.

Det påfaldende var, at alle fire kom fra den samme afdeling på det samme plejehjem. Og alle fire var medicineret med det samme præparat, viste undersøgelser nogle dage senere.

Et præparat, der ikke var udskrevet til nogen af dem.

Dagen efter foretog en social- og sundhedshjælper, der var ansat på det samme plejehjem, en mistænkelig Google-søgning, mener politiet.

Det kom onsdag frem ved Retten i Randers, hvor den 60-årige sosu-hjælper er tiltalt for at have dræbt en beboer og forsøgt at dræbe tre andre beboere på Plejecenter Tirsdalen i Randers.

Hemmelige aflytninger

Ifølge anklagemyndigheden blev der mandag 28. februar 2022, søgt på lægemidlet baclofen fra en computer, der tilhørte den 60-årige sosu-hjælper.

Samme stof havde de fire indlagte på Regionshospitalet Randers i blodet. Men det havde undersøgelserne endnu ikke slået fast.

- På det tidspunkt var der ingen, der vidste, at de fire indlagte havde baclofen i blodet, sagde specialanklager Jesper Rubow onsdag under sin fremlæggelse af sagen.

Hvorfor skulle min klient ønske at skade nogen af de beboere, hun har passet på i så mange år?

Henrik Garlik, forsvarsadvokat

Kvinden har hidtil været beskyttet af navneforbud, men det blev ophævet på første retsdag. Dermed kunne medierne for første gang identificere hende som en 60-årig social- og sundhedshjælper, der blev ansat på Plejecenter Tirsdalen i 2017.

I retten kom det også frem, at politiet har lavet hemmelige aflytninger af besøgsrummet i Randers Arrest, når kvinden havde besøg af sin mand under varetægtsfængslingen.

- Det kommer I til at høre mere om, sagde anklageren.

Kvindens forsvarer, Henrik Garlik, mente dog ikke, at politiets hemmelige afhøringer afslørede noget.

Overlæge slog alarm

Sagen begyndte, da en ledende overlæge på Regionshospitalet Randers kontaktede Østjyllands Politi. Det gjorde han torsdag 3. marts 2022.

Om søndagen var der kommet fire patienter fra samme plejehjem, som nævnt i artiklens indledning. Torsdag var der igen kommet tre patienter ind fra samme plejehjem og med rester af samme stof.

Herefter indledte politiet en større efterforskning, der 14. marts førte til anholdelsen af den 60-årige sosu-hjælper. Hun var den eneste sundhedsfaglige ansatte, der havde været på vagt forud for alle indlæggelserne.

Kvinden stod i sin indkørsel sammen med sin mand, da politiet mødte op for at anholde hende. Herefter blev hjemmet ransaget flere gange.

Politiet fandt i den forbindelse medicin af samme slags, som kvinden ifølge anklageskriftet brugte mod sine ofre. Medicin som i flere tilfælde viste sig at være udskrevet til andre beboere på Plejecenter Tirsdalen.

Da politiet gik ind i sagen, var en af beboerne på Plejecenter Tirsdalen allerede død. Ifølge anklageskriftet som følge af den medicin, som den 60-årige sosu-hjælper havde givet hende i den hensigt at dræbe beboeren.

Ifølge anklageskriftet begik den 60-årige sosu-hjælper efter samme fremgangsmåde i alt syv drabsforsøg på tre andre beboere.

Det skete altid på sosu-hjælperens aftenvagter fra klokken 15 til 23. Hun gav dem ifølge anklagen lægemidlerne baclofen, diazepam og mirtazepin, hvoraf baclofen er det farligste stof.

- Hvad skulle motivet være?

Den ene beboer, en ældre kvinde, blev udsat for drabsforsøg tre gange, lyder anklagen. De første to gange vurderer lægerne ikke, at hun var i livsfare. Men anklagemyndigheden betragter det alligevel som drabsforsøg ud fra hensigten.

En mandlig beboer var også indlagt tre gange. Den sidste gang var 14. marts, dagen hvor den tiltalte blev anholdt. Denne indlæggelse har anklagemyndigheden dog ikke rejst tiltale for.

Ved de første to indlæggelser – 27. og 3. marts – var manden begge gange i livsfare, mener lægerne.

Den tiltalte nægter sig skyldig i anklagerne, understregede hendes forsvarsadvokat, Henrik Garlik, på første retsdag.

- Hvad skulle motivet være? Hvorfor skulle min klient ønske at skade nogen af de beboere, hun har passet på i så mange år? spurgte Henrik Garlik retorisk.

Og netop det spørgsmål var mange mødt op i retten for at få besvaret. Der var derfor kø foran Retten i Randers, da den slog dørene op klokken 08.30.

Nåede ikke tiltaltes forklaring

Inde i retsbygningen blev alle knap 40 tilhørerpladser i den store nævningesal taget i brug. Foruden 14 journalister var der også pårørende og familie til både ofre og den tiltalte til stede.

Netop motivet bliver ”et emne” i retssagen, konstaterede specialanklager Jesper Rubow under sin fremlæggelse af sagen. Det kan være med til at give en forklaring, men er ikke et bevis, understregede han dog.

- Det helt afgørende bevistema i denne sag er: Er det tiltalte, der har givet beboerne den her medicin og de her stoffer? Det skal jeg løfte bevisbyrden for, sagde Jesper Rubow.

Er han ikke i stand til det, så falder sagen, konkluderede han.

Der blev ikke tid til at høre den tiltaltes forklaring på første retsdag. Hun skal derfor efter planen afgive forklaring torsdag morgen, når sagen fortsætter.

Der er afsat 12 retsdage til sagen, som forventes afsluttet i slutningen af februar.

Du kan genlæse TV 2s liveblog fra første retsdag i sagen her.