Krimi

Politi afgiver varselsskud over for truende mand med kniv

En person, som udviste truende adfærd med en kniv, er i politiets varetægt, oplyser vagtchef.

Politiet afgav ved midnatstid i Esbjerg varselsskud, da en 39-årig mand udviste truende adfærd med en kniv ved en adresse i den østlige del af byen.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi natten til lørdag.

Vagtchefen ønsker ikke nærmere at beskrive, hvad der førte til episoden, men oplyser, at personen var oprevet.

- Vi får en anmeldelse om en person, som er ude ved en adresse og står og fægter med en kniv.

- Vi sender patruljer derud, og personen bliver bedt om at lægge kniven fra sig. Men det gør han ikke og begynder at løbe rundt med kniven, siger vagtchefen.

Sigtet for overtrædelse af knivlov

Da han begynder at løbe rundt med kniven, sker det på en offentlig vej.

- Patruljen afgiver et varselsskud, da der er andre personer i området, som kan komme i fare, og umiddelbart efter smider han så kniven fra sig, siger Ole Aamann.

Den 39-årige mand er i politiets varetægt og er blevet sigtet for overtrædelse af knivloven, da han ikke direkte vurderes at have truet andre med kniven.

Det vides ikke, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.

Når politiet har anvendt skydevåben, bliver der foretaget en indberetning til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), oplyser Ole Aamann.

Anmeldelsen om manden kom fredag klokken 23.51.