Krimi

Straffen mod etbenet pirat bortfalder

Der var ikke rejst tiltale for pirateri, men retten lægger til grund, at 40-årige Lucky var del af en piratgruppe.

Straffen mod en 40-årig mand fra Nigeria bortfalder, selvom Københavns Byret mener, at han var del af en piratgruppe, der opererede i Guineabugten sidste efterår.

Det er en enig domsmandsret i Københavns Byret, der mandag er kommet frem til det resultat.

Retten lægger til grund, at den 40-årige og hans kammerater var bevæbnede og på vandet med henblik på at begå pirateri, og retten finder det bevist, at der var nærliggende livsfare for de ombordværende i en dansk helikopter, da piraterne affyrede skud mod helikopteren fra fregatten Esbern Snare under en konfrontation 24. november 2021.

Skyldig - men ingen straf

Retten lægger til grund, at tiltalte var del af gruppen, aktiv i gruppen og ikke meldte fra, da der blev affyret skud. Det måtte anses for sandsynligt, at man ville skyde mod nogen, da man havde automatvåben med i båden. Tiltalte har medvirket til fareforvoldelse og fundet skyldig efter paragraffen om fareforvoldelse, som han var tiltalt for, lyder det i begrundelsen for dommen.

Men en særlig paragraf 83 i Straffeloven giver mulighed for, at straffen kan bortfalde.

Og det skal ske i denne sag, hvor det lægges til grund, at de tre andre pirater blev løsladt uden at blive retsforfulgt, ligesom retten lægger vægt på, at den 40-årige mistede sit ben som følge af konfrontationen med de danske soldater.

Sådan lyder dommen fra Københavns Byret, hvor den etbenede mand, der selv er stået frem i Ekstra Bladet under navnet Lucky, har været tiltalt for medvirken til, at danske soldaters liv var i fare under en skudveksling i Guineabugten i november 2021.

Udsendt på mission mod pirater

Her var den danske fregat Esbern Snare udsendt på en mission for at beskytte danske interesser og handelsskibe, men efter at skibets helikopter i løbet eftermiddagen den 24. november havde holdt øje med en hurtigtgående formodet piratbåd, endte kontakten henunder aften med en direkte konfrontation.

Flere gange affyrede soldater fra helikopteren varselsskud, der ifølge danskernes forklaring blev ignoreret, ligesom forsøg på kommunikation over radioen blev det - indtil man forsøgte at ramme bådens motor, hvorefter en eller flere personer fra den formodede piratbåd to gange affyrede skud med automatvåben mod helikopteren.

Ilden blev returneret, fire mænd fra den formodede piratbåd mistede livet, mens Lucky samt tre uskadte mænd blev pågrebet.

Imidlertid er det kun Lucky, der endte med at blive retsforfulgt i Danmark.

Hans tre overlevende kammerater blev efter halvanden måneds varetægtsfængsling på den danske fregat løsladt og sat på en båd med en madpakke og brændstof nok til at nå land - mens Lucky, der havde fået amputeret benet og derfor havde brug for lægehjælp, blev sendt til Danmark.

Ingen aftale

De danske myndigheder vurderede, det ikke var sikkert at sende ham til Nigeria, og nabolandet Ghana, hvor han ellers havde været indlagt, afviste yderligere assistance.

- Det er klart, at regeringen helst havde set en lokal løsning, men det var desværre ikke muligt at overdrage de formodede pirater til lande i nærområdet, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod, da tiltalen mod de tre andre formodede pirater blev droppet tidligere i år.

Danmark havde sendt Esbern Snare afsted uden at have en aftale om udlevering af eventuelle pirater, man måtte pågribe - og det endte med at være en uoverstigelig udfordring.

- Heller ingen ligesindede lande har indgået aftaler med lande i nærområdet, men det ændrer ikke på, at pirateri er en alvorlig trussel mod skibstrafikken og det globale samfunds varetransport, som må bekæmpes, sagde Jeppe Kofod.

Fængslet trods frifindelse

Forsvarer Jesper Storm Thygesen har anmodet om, at hans klient løslades - men retten har vurderet, at han skal varetægtsfængsles med baggrund i hjemrejseloven.

- Det betyder, at du er fængslet frem til 20. december, lød det afsluttende fra retsformanden.

Den 40-årige mand har nægtet, at han var pirat.