Krimi

Politi efterlyser drabsmistænkt med billede og video

Politiet mener at have fundet den elcykel, som drabsmand cyklede på efter drab på Christiania.

Københavns Politi har mandag middag offentliggjort en video af den mand, som det mistænker står bag drabet på en 23-årig mand på Christiania.

På videoen ses en maskeret sortklædt mand cyklende på en sort dame-elcykel.

Politikommissær Bo Jensen fra Københavns Politi fortæller, at politiet mener, at manden på videoen er ham, der skød den unge mand den 26. oktober.

Politiet efterlyste i sidste uge den elcykel, som gerningsmanden cyklede på. Den mener politiet at have fundet. Cyklen er fundet ved Kildebakken i Søborg.

- Vi er ret sikre, at det er den cykel, vi har fundet, siger Bo Jensen til Ritzau.

Han vil dog ikke sige, hvornår politiet har fundet cyklen, eller om politiet har fundet den på baggrund af tip.

To mænd tidligere anholdt

Politiet vil gerne høre fra borgere, der har set personen fra videoen på Christiania og i Københavnsområdet - i særdeleshed i områderne omkring Søborg, Gladsaxe og Vangede, hvor han sidst er set kørende den 26. oktober klokken 18.20.

Københavns Politi er særligt interesseret i at høre fra folk, der har set den mistænkte den samme dag i tidsrummet fra klokken 16.30 til 19.00. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Gerningsmanden beskrives med følgende signalement: Mand, 16-25 år, lys hud, dansktalende samt lav og spinkel af bygning.

Han var iført mørk maskering for underansigtet, mørk jakke med hætten oppe, mørke bukser, der stumper, så man kan se enten lyse strømper eller bare ankler, sorte sko og grålige handsker.

Desuden var han altså kørende på en sort dame-elcykel.

Skuddrabet, der fandt sted på Christiania 26. oktober, lignede en likvidering.

Manden blev ramt af flere skud på klos hold, da han stod ved en af hashboderne, der er sat op på Pusher Street i forbindelse med den organiserede hashhandel på Christiania.

To mænd - på henholdsvis 29 og 31 år - blev i dagene efter drabet anholdt, men de blev begge løsladt igen.

Bo Jensen kan ikke sige, om der er flere, der er involveret i drabet. Men kun en gerningsmand skød.