Krimi

Fire personer i bil forsøgte at befri mand på vej til arrest

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Fire personer forsøgte fredag eftermiddag at bryde en fængslet mand fri under en transport fra Retten i Aalborg.

En vild situation udspillede sig fredag klokken 15.08 i det store lyskryds ved Hobrovej og Kong Christians Allé i Aalborg.

Man skulle næsten tro, at Hollywood var kommet til Nordjylland, da fire personer hoppede ud foran kriminalforsorgens bil, der var i fuld gang med at transportere en 20-årig fængslet mand tilbage til arresten.

De fire personer spærrede vejen med deres bil, og ifølge politiet var det tydeligt, at de forsøgte at stoppe kriminalforsorgen i deres transport.

- Vores hypotese er, at de her personer har forsøgt at bryde personen fri, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Formåede at flygte

Kriminalforsorgen måtte undvige via fortovet og formåede at flygte fra de fire personer uden at nogen kom til skade.

Politiet sendte flere patruljebiler til kriminalforsorgens bil og eskorterede den fængslede tilbage til arresthuset.

- Omkring klokken 15.45 spottes bilen, der blev brugt til flugtforsøget, og vi har nu anholdt de fire personer, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen og fortsætter:

- Vi betragter det som en meget alvorlig sag, når man forsøger at befri en, der har været i retten i en alvorlig sag.

Over for Ritzau forklarer vagtchef Jess Falberg, at politiet i forvejen kendte de anholdte. Han bekræfter samtidig, at de anholdte kendte den 20-årige.

De er alle sigtet efter straffelovens paragraf 124 om forsøg på at befri en anholdt. De fire mænd, der alle er i 20'erne, fremstilles i grundlovsforhør lørdag.