Krimi

Sigtelse: Kvinde ansporede 24-årig mand til drab over Whatsapp

Politiet er kommet i besiddelse af Whatsapp-beskeder, der kaster et nyt lys over sagen.

Det var en 33-årig kvinde, der ansporede en 24-årig mand til at dræbe den gravide 37-årig kvinde, der blev stukket ihjel foran et plejecenter i Holbæk torsdag aften.

Det mener politiet i hvert fald at kunne bevise, efter at de er kommet i besiddelse af beskeder sendt over blandt andet beskedtjenesten Whatsapp.

Det kom frem under dagens grundlovsforhør i Retten i Holbæk.

- Politiet mener, at hun har fået idéen eller har ønsket, at overfaldet eller drabet skulle ske, og at hun har fået ham til at begå det, forklarer TV 2s retsreporter Astrid Søndberg, der var til stede i retten.

Gravid kvinde fik halsen skåret over

Den 37-årige kvinde blev dræbt foran et plejecenter på Samsøvej i Holbæk, hvor hun havde fået fri fra arbejde klokken 23 torsdag aften.

Hun havde netop sat sig ind i sin bil, da hun blev angrebet og stukket med kniv adskillige gange i arme og ben, før hun fik halsen skåret over.

En kollega forsøgte at komme kvinden til undsætning, men måtte opgive og løb efter hjælp.

Selvom kvindens liv ikke stod til at redde, er hendes barn fortsat i live og befinder sig nu på Rigshospitalet. Kvinden var syv måneder henne, da hun blev dræbt.

Sigtede hviskede sammen i retten

Den 24-årige mand og den 33-årige kvinde er begge sigtet for manddrab efter straffelovens paragraf 237.

Og det var under grundlovsforhøret tydeligt at se, at de to sigtede kender hinanden. Mens journalister i retssalen efter tur oplyste deres navn og det medie, de arbejder for, sad de to og hviskede lavmælt.

Det blev der sat en stopper for, da en politimand rejste sig og gik over og fortalte dem, at de ikke måtte tale sammen.

Både den dræbte og de to sigtede er afghanske statsborgere, der boede i Danmark, og politiet har fortalt, at de alle tre har relation til hinanden.

Manden blev anholdt mandag morgen på Center Sandholm, der er Danmarks største asylcenter og ligger i Nordsjælland, mens kvinden blev anholdt tirsdag morgen få timer før grundlovsforhøret og derfor stadig bar en hvid sporsikringsdragt i retten.

Stadig mange spor at undersøge

Grundlovsforhøret er i skrivende stund stadig i gang og ventes at vare et par timer.

Anklagemyndigheden begærede lukkede døre, og det er derfor umuligt for pressen at følge med.

Senioranklager Rune Sorvad Rydik fra Midt- og Vestsjællands Politi kan sagtens se, hvorfor sagen er interessant for befolkningen at følge med. Men efterforskningen er stadig i fuld gang, forklarer han.

- Der er stadig rigtig mange ubesvarede spørgsmål og mange spor, der skal afdækkes, siger han til TV 2.

Derudover skal der stadig afhøres vidner, som ikke må få at vide, hvad der foregår i sagen.