Vigtige vidner i drabssag får frit lejde: Var formentlig ude for at begå indbrud
Selv hvis de to vidner ikke henvender sig, så bliver de formentlig fundet alligevel – det vil bare tage længere tid, lyder det.
Siden drabet på en 37-årig gravid kvinde torsdag aften har politiet efterlyst to specifikke vidner, der formentlig har set gerningsmanden og vidnet drabet.
Vidnerne, to unge mænd, kom tilfældigvis forbi på gerningstidspunktet, men valgte ifølge Midt- og Vestsjællands Politi at løbe fra stedet.
Nu viser nye fund i området, at de to mænd formentlig var ude for at begå indbrud i området omkring Samsøvej i Holbæk, hvor kvinden blev dræbt, og det er "formentlig derfor, de ikke selv har henvendt sig", siger politiet søndag til TV 2.
- Vi har fundet effekter på stedet, som indikerer, at de har været ude for at begå indbrud. Det er blandt andet noget værktøj, og det kan vi også se på den påklædning, som vidner har beskrevet, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Fundet får politiet til at give de to mænd frit lejde til at melde sig selv. Med andre ord bliver de to unge mænd fritaget for mulig tilbageholdelse eller straf, hvis de melder sig som vidner.
- Vi vil gerne sige meget klart til dem, at der er frit lejde, hvis de henvender sig. Det er afgørende vigtigt for os, at de kontakter os og fortæller, hvad de har set på drabstidspunktet. Vi kommer ikke til at spørge dem ind til, hvorfor de var i området, siger vicepolitiinspektør Kim Løvkvist.
- De skal ikke være bekymrede for at kontakte os. Vi har ingen straffesag på dem, og vi betragter dem kun som vidner, og vi er meget optagede af at tale med dem.
Selv hvis de to mænd ikke melder sig nu og tager imod politiets "tilbud", så bliver de formentlig fundet alligevel, siger han.
- Vi har gjort så gode fund i området, som vi nu undersøger for tekniske spor, at selv hvis de ikke ønsker at tale med os, så er der en relativ god chance for, at vi kan finde frem til dem alligevel – det vil bare tage væsentligt længere tid, siger Kim Løvkvist.
- Vi appellerer til, at de selv kommer til os, så vi kan spare tid.
Kim Løvkvist siger, at politiet efterforsker intenst for at finde gerningsmanden. Han er "positiv", men det er "et langt, sejt træk", siger han.
Offentliggør flugtrute
Foruden den nye, forstærkede appel til de to mulige vidner, offentliggør politiet også søndag gerningsmandens flugtrute, som man har kortlagt baseret på vidnehenvendelser.
Drabet fandt sted på Samsøvej i Holbæk på parkeringspladsen foran plejecentret, hvor kvinden arbejdede. Efter drabet løb manden ifølge politiet mod vest og er forsvundet i et område syd for Skrænten.
Søndagen igennem har politiet afsøgt området med et større antal politihunde.
Midt- og Vestsjælland beder fortsat vidner henvende sig.
- Vi hører meget gerne fra alle, der omkring drabstidspunktet har set en mand, der svarer til beskrivelsen, i det område. Eller hvis man finder kniven eller andre effekter, som kan have relation til drabet, siger Kim Løvkvist.
Kvinden, der blev dræbt sent torsdag aften, var 37 år, afghansk statsborger og bosat i Danmark. Hun var gravid, og selvom kvindens liv ikke stod til at redde, er barnet fortsat i live og under hospitalsbehandling.
- Barnet er lille, og det er sårbart. Men vi har hørt, at det ser fornuftigt ud, siger Kim Løvkvist.