Efterforskning forstærker politiets teori: Gravid kvinde var ikke et tilfældigt offer
Sent torsdag aften blev en 37-årig gravid afghansk kvinde trukket ud af sin bil og dræbt med flere knivstik.
Midt- og Vestsjællands Politi kommer nu med nyt om torsdagens drab på en 37-årig gravid kvinde i Holbæk.
Politiet har endnu ikke fået et gennembrud i efterforskningen, men oplyser i en pressemeddelelse, at denne forsætter med at køre på højtryk.
I løbet af fredag og lørdag har politiet fået en række tips fra borgerne, hvilket er en vigtig brik i efterforskningen.
Politiet er lykkedes med at indsnævre efterforskningen til nogle hovedmotiver, som styrer sagens opklaring.
- Det er med til at bestyrke vores hypotese om, at kvinden ikke var et tilfældigt udvalgt offer, siger vicepolitikommissær Kim Løvkvist.
Folk, som bor i området omkring plejecentret på Samsøvej i Holbæk, opfordres til at gemme eventuelt videomateriale fra deres private overvågning.
50 henvendelser
Fredag aften lød det fra Midt- og Vestsjællands Politi, at man havde modtaget 50 henvendelser fra borgere, hvoraf en håndfuld af dem havde givet konkrete spor i forbindelse med drabssagen.
Sent torsdag aften blev en 37-årig gravid afghansk kvinde dræbt med flere knivstik, da hun sad i sin bil.
Hendes ufødte barn overlevede knivdrabet og blev ført til hospitalet.
Lørdag morgen oplyser Charlotte Tornquist, der er pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands, til TV 2, at det stadig ser godt ud med babyens tilstand.
Hverken gerningsvåbnet eller gerningsmanden er endnu fundet, men politiet leder stadig efter en ung mand, der beskrives ud fra følgende karakteristika:
- Mand
- 18-19 år
- 170-175 centimeter høj
- Spinkel af bygning og langbenet
- Brun i huden
- Bar en sort, kort jakke og en sort hue
Derudover vil politiet gerne i kontakt med to unge mænd, der befandt sig tæt ved plejecentret, da drabet blev begået. De er ikke mistænkt i sagen, men kan ifølge politiet have vigtige informationer af betydning for efterforskningen.
Midt- og Vestsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114 eller 46 35 14 48, hvis man har oplysninger i sagen.