Krimi

Politiet tavs om stor aktion i Præstø

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi undersøger tirsdag eftermiddag et mistænkeligt forhold.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi er tirsdag eftermiddag og aften til stede i Præstø, hvor politiet undersøger et mistænkeligt forhold.

Det skriver politikredsen på Twitter.

- Der kan for nuværende ikke oplyses yderligere, og det er ikke lige nu muligt at oplyse, hvornår vi har mulighed for det, skriver politiet.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis vagtchef har heller ikke yderligere kommentarer til sagen, eller hvad den drejer sig om.

Ifølge TV ØSTs oplysninger er politiet talstærkt til stede fra lidt over middag omkring Svanevej med mindst syv-ti politibiler.

I overtræksdragter

Politiet har overtræksdragter og gummistøvler på, og der også hundepatruljer på arbejde ude i området.

Beredskabsstyrelsen er desuden netop ankommet med en af deres såkaldt pionervogne.

Det seneste nye fra TV2s udsendte er, at politibiler er rykket op på Kirsebærvej, der ligger nær Svanevej, som ligger ned til vandet, hvor de har opsat afspærringer.

Politiet er i færd med at undersøge en Skoda, som holder placeret nær vandet, ligesom de kigger nærmere på en ladcykel.

Droner i luften

Beredskabsstyrelsen har sendt droner i luften over vandet og rykket en lysmast og en lysgiraf ud.

Øjenvidner på stedet har fortalt til TV ØST, at politiet går fra dør til dør for at interviewe naboer.

Politiet har været i området siden klokken 13 tirsdag ifølge TV ØSTs oplysninger.

Tirsdag aften meddeler politiet, at man fortsætter undersøgelserne natten igennem og forventer at kunne kommentere på sagen onsdag morgen.