Krimi

100 børn og forældre evakueret efter bombetrussel

Truslen om, at var er en bombe, blev fremsat over telefonen.

Alle deltagere - omkring 100 børn og voksne - til et arrangement ved Storagergård SFO i Albertslund blev fredag eftermiddag evakueret.

Det skyldtes, at arrangørerne modtog en bombetrussel, oplyser Københavns Vestegns Politi til TV 2. Politiet var derfor massivt til stede med sprængstofhunde.

- Der skulle være et arrangement på SFO'en, men de modtager så en bombetrussel mod arrangementet, hvilket de anmelder til politiet med det samme, siger Mads Dam, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

Naboer skal blive inde

Truslen om, at var er en bombe, blev fremsat over telefonen.

Hele arrangementet blev evakueret, mens området omkring SFO'en blev spærret af på grund af truslen.

Politiet bad desuden naboer blive inde og respektere politiets afspærringer.

Ifølge Vejdirektoratet var Herstedøstervej og Gammel Landevej spærret på grund af truslen.

Der var tale om et socialt arrangement for SFO'ens børn og forældre.

Fredag aften er politiet færdige med sine undersøgelser.

- Vi har ikke fundet nogle mistænkelige genstande, men efterforsker stadig sagen intenst, oplyser Københavns Vestegns Politi.