Sanjay Shahs højrehånd skal udleveres til Danmark
Tidligere på måneden afviste en domstol i Dubai at udlevere Sanjay Shah.
Anthony Mark Patterson, der ligesom Sanjay Shah er tiltalt for svindel med dansk udbytteskat, skal udleveres til Danmark.
Det har domstolen Westminster Magistrates’ Court i London afgjort, skriver Politiken.
Patterson er blevet beskrevet som Shahs medhjælper, men de er begge tiltalt efter de samme paragraffer.
Ifølge anklageskriftet var han konsulent i flere af Shahs selskaber og hjalp med at bygge det store handelssystem, som blev brugt til at trække pengene ud af Skat.
Tidligere sag
Tidligere på måneden afviste en domstol i Dubai at udlevere Sanjay Shah, der formodes at have hevet over ni milliarder kroner ud af den danske statskasse.
Det skete med en begrundelse om, at der manglede dokumenter fra den danske efterforskning, kunne TV 2 dengang berette.
I Storbritannien har der samtidig udspillet sig en lignende tvist om udlevering i den store udbyttesag. Her har britiske Anthony Mark Patterson kæmpet mod udlevering.
Han blev anholdt 11. januar i år. Han blev dog ikke fængslet, men i stedet løsladt mod kaution. Det var på den betingelse, at hans pas skulle deponeres, og at han ugentligt skulle melde sig hos politiet. Det skriver Børsen.
Tiltalt for milliardbedrag
Sanjay Shah og Anthony Mark Patterson menes at have spillet en stor rolle i skandalen med udbytteskat, der har kostet den danske statskasse cirka 12,7 milliarder kroner.
Shah og Patterson er tiltalt for at have hevet mere end ni milliarder skattekroner ud af Danmark i perioden 2012-2015 gennem et omfattende svindelnummer. Der er planlagt en retssag mod ham ved Retten i Glostrup med første retsdag i august 2023.
Sanjay Shah selv har dog sagt, at de blot udnyttede et hul i den danske skattelovgivning, og at de derfor ikke har gjort noget ulovligt.
Mens Shah menes at have fået en personlig gevinst på cirka 7,2 milliarder kroner ved svindlen, er Patterson anklaget for selv at have fået cirka 134 millioner kroner.
Shah taber retssag
Parallelt med Shahs udleveringssag har de danske skattemyndigheder også kørt en civil retssag i Dubai.
Og i sidste uge tabte Sanjay Shah og en række af de centrale aktører netop den retssag.
Ifølge DR blev Shah og de centrale personer og selskaber pålagt at betale otte milliarder kroner tilbage til den danske stat.
Anthony Mark Patterson har nægtet sig skyldig i alle anklager.