Krimi

To unge kørte muligvis om kap før dødsulykke på Sjælland

En 60-årig kvinde mistede søndag livet i en dødsulykke. Politi har anholdt to, som måske kørte om kap.

To unge er blevet anholdt efter en ulykke søndag nær Svebølle, hvor en 60-årig kvinde mistede livet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet undersøger, om de to unge - en 17-årig dreng og en 18-årig mand - kan have kørt om kap inden ulykken.

- Det er en tese, som vi skal prøve at få klarlagt, siger politiets kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard.

Flere tilskadekomne

Ulykken skete søndag klokken 11.38 på Skovvejen, hvor to biler kørte frontalt sammen. I den ene sad den 60-årige kvinde og en 69-årig mand. Manden kom alvorligt til skade.

I den anden sad en 18-årig mand, som var kørende i en stjålet bil. Han kom lettere til skade og er på hospitalet, men anholdt.

- Da vi arbejder med at få klarlagt årsagen, kan vi se, at den bil, den 18-årige var kørt i, var stjålet. Vi kan se, at den er stjålet fra Hvidovre-området, siger Martin Bjerregaard.

To stjålne biler

Efterforskningen ledte sidenhen politiet i retningen af en anden bil, som skal have fulgtes med den 18-åriges bil.

- Den får vi identificeret og konstateret, at den søreme også var stjålet, siger Martin Bjerregaard.

Den bil bliver fundet i Køge Bugt-området, og politiet anholder den 17-årige, som skal have ført den bil.

Ingen af de to unge havde kørekort.

Sigtes for vanvidskørsel

De fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Holbæk mandag klokken 13. Her ventes et krav om varetægtsfængsling for hensynsløs kørsel, der også kaldes vanvidskørsel.

Ifølge Ekstra Bladet sigtes de begge for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder. De nægter sig skyldige, skriver avisen, der er til stede i retten.

Den 18-årige er fra Jylland, mens den 17-årige er fra Sydvestsjælland. En del af politiets efterforskning er at undersøge, om de to kendte hinanden og i givet fald, hvilken relation de har.

Søndag søgte politiet vidner i sagen. Da lød det, at politiet interesserede sig for en grå Nissan Qashqai og en blå Renault Kadjar, der fulgtes ad med høj hastighed på Skovvejen.

Også tidligere søndag efterlyste politiet vidner, der måtte have bemærket "et usædvanligt kørselsmønster".

De pårørende til den dræbte kvinde og den alvorligt tilskadekomne mand er underrettet.