Krimi

22-årig kræves fængslet for røveri af AaB-trøje

En 16-årig dreng blev ifølge politiet truet til at udlevere sin AaB-trøje efter fodboldkamp mod AGF i Aarhus.

En 22-årig mand er blevet anholdt, da han ifølge politiet har været med til at frarøve en 16-årig dreng en AaB-trøje.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Ifølge sigtelsen har den unge mand lørdag aften sammen med flere andre truet drengen til at udlevere fodboldtrøjen.

- Røveriet skete ifølge sigtelsen omkring klokken 19.30 på Frederiks Allé i Aarhus kort efter kampen mellem AGF-AaB. Efterforskningen ledte frem til den 22-årige, der blev anholdt i nat, skriver politiet på Twitter.

Den 22-årige fremstilles mandag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Her ventes en anklager at kræve ham varetægtsfængslet.

Står det til anklageren, skal der ikke oplysninger ud om, hvad der foregår til retsmødet. Anklageren vil således begære lukkede døre.