Krimi

Sprængning langs halvmaraton-rute i København i nat

Natten til søndag lød der et højt brag på Godthåbsvej på Frederiksberg. Søndag formiddag er vejen genåbnet forud for halvmaraton.

Københavns Politi fik natten til søndag en anmeldelse om et højt brag på Godthåbsvej på Frederiksberg.

Anmeldelsen kom klokken 03.50, og politiet efterforsker nu en sprængning ved vinhandlen Skjold Burne på Godthåbsvej 52.

- Der er skader på bygningen, som indikerer, at der er sket en form for sprængning, fortæller vagchef Henrik Stormer.

En bomberydder har været tilkaldt for at se nærmere på mulige rester efter en bombe og for at se, om der stadig er eksplosiver til stede.

Ingen er blevet evakueret, og der er ingen melding om tilskadekomne.

Forretningen Skjold Burne på Godthåbsvej er allerede to gange tidligere blevet beskudt, skriver Ekstra Bladet.

I august 2016 skød maskerede gerningsmænd mod butikken, og igen i maj 2018 blev der affyret skud.

Vej genåbnet før halvmaraton

Politiet har spærrede natten til søndag Godthåbsvej i begge retninger mellem Nordre Fasanvej og Kronprinsesse Sofies Vej.

Copenhagen Half Marathon bliver løbet i hovedstaden fra klokken 11.15 til klokken 16 søndag, og efter godt syv kilometer går ruten netop ad Godthåbsvej ud for vinhandlen.

Løbsledelsen i Copenhagen Half Marathon havde søndag morgen forskellige overvejelser i forhold til at ændre ruten, hvis ikke politiets afspærring blev hævet inden løbsstart.

Men søndag klokken 10.20 oplyser politiets vagtchef Henrik Brix, at kørebanerne i begge retninger igen er blevet genåbnet.

- Der vil stadig være afspærring omkring butikken, men kørebanen er åbnet igen. Så vi kommer ikke til at genere halvmaratonløbet, siger han.

Bombesprængninger i København

Ifølge politiet er det usædvanligt at efterforske en sprængning i København i øjeblikket.

I 2019 var der en overgang en hel stribe eksplosioner i hovedstadsområdet.

Det gik blandt andet ud over Skattestyrelsen på Østerbro, som to unge svenske mænd beskadigede for cirka 6,2 millioner kroner med en bombe.

En nærpolitistation på Hermodsgade på Nørrebro i København blev også angrebet med en eksplosion i sommeren 2019.