Krimi

Frifundne i dukkesag vil gå efter dobbelt erstatning

Tre mænd sad varetægtsfængslet i sag om statsministerdukke. Nu er de frifundet, og der kan vente erstatning.

Hvis frifindelsen af tre mænd i sagen om en Mette Frederiksen-dukke står ved magt, venter der et krav om erstatning.

For mændene sad efter anholdelsen i januar 2021 fængslet i cirka otte uger.

- Det er klart, at hvis denne her dom bliver endelig, så skal vi kigge på erstatning.

- Der kan jeg allerede nu sige, at den oprindelige sigtelse er så grov, at jeg mener, at man skal have dobbelt erstatning, siger forsvarsadvokat Ulrik Sjølin efter dommen.

Men i første omgang venter de tiltalte altså på, om anklagemyndigheden vil anke dommen til landsretten. Der er en frist på to uger.

"Hun må og skal aflives"

Det var 23. januar 2021, at de tre mænd hængte en mannequindukke med et foto af statsministeren op på Julius Thomsens Plads. Det skete i forbindelse med en demonstration mod coronarestriktioner.

Om dukkens hals hang et skilt med teksten: "Hun må og skal aflives".

Specialanklager Søren Harbo krævede de tre mænd dømt for trusler mod statsministeren, men det har Retten på Frederiksberg afvist.

I første omgang var mændene dog sigtet efter den alvorlige paragraf 113, der handler om angreb mod regeringen. Og netop den grove sigtelse bruger Ulrik Sjølin som begrundelse for, at mændene bør få ekstra erstatning.

- Den krænkelse er noget større, end hvis du sigtes for noget mindre. Derfor er der efter praksis adgang til dobbelt erstatning, siger advokaten.

Der blev også sat ild til dukken ved demonstrationen, men det var ikke de tre mænd, der gjorde det.