Krimi

24-årig skudt ned i butik af maskeret mand - politiet står uden oplagt motiv

Københavns politi giver et signalement af den formodede gerningsmand og hører gerne fra vidner.

Den 24-årige mand, der mandag aften blev dræbt ved et skyderi på Frederikssundsvej i København, har ikke umiddelbart relation til rocker- og bandemiljøet, skriver Københavns politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Den dræbte stod i en butik på Frederikssundsvej, da den formodede gerningsmand gik ind og affyrede flere skud mod ham.

Københavns politi oplyser til TV 2, at det ikke på nuværende tidspunkt kan sige noget om motivet og dermed heller ikke, om den formodede gerningsmand gik målrettet efter den 24-årige.

Politiet udkom med et signalement af gerningsmanden:

Gerningsmanden er en ung mand, der er spinkel af bygning og var iført sort beklædning. Han var maskeret og havde en hætte trukket op over hovedet, skriver politiet i pressemeddelelsen.

- Vi har natten igennem haft en omfattende efterforskning, men vil stadig gerne høre fra alle, der har set noget i forbindelse med skyderiet, siger vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi.

Københavns politi er tilstede nær gerningsstedet, hvor de gerne hører fra vidner og udfører tryghedsarbejde.