Krimi

Kræver fire måneders fængsel i sag om Mette Frederiksen-dukke

Uden ild havde der aldrig været en sag, mener forsvarsadvokater. Tre mænd vil frifindes.

Der er grænser for ytringsfriheden.

Derfor skal tre mænd i 30’erne i fængsel i fire måneder for at true statsministeren. Det mener anklager Søren Harbo.

De tre mænds forsvarsadvokater mener derimod, at de skal frifindes.

Mændene tog 23. januar 2021 til en Men In Black-demonstration imod coronarestriktionerne. Med sig havde de en mannequindukke, der havde et billede af Mette Frederiksen (S) som ansigt og et skilt på maven, hvor der blandt andet stod: ”Hun må og skal aflives”.

Lovlig ytring eller trussel

Men det, Retten på Frederiksberg nu skal tage stilling til, er, om aktionen var en lovlig ytring eller en trussel.

Ifølge anklager Søren Harbo er der ingen tvivl om, at det var en trussel, og derfor skal de tre mænd dømmes.

- Man kunne have skrevet: Hun må og skal afsættes. Det er jo det politiske budskab. Et legitimt politisk budskab. Jeg er med på, at det ikke giver den samme opmærksomhed. Nej, det giver heller ikke den samme frygt, sagde han.

Ifølge anklageren handler sagen nemlig ikke om, hvorvidt truslen skulle føres ud i livet. Dukken i lygtepælen med skiltet var en trussel, og trusler er ikke omfattet af ytringsfriheden, fastslog han.

- Det strafbare er, at du skaber en frygt hos et andet menneske, sagde han.

Operation Flame

De tre forsvarsadvokater ser helt anderledes på det.

- Der er ikke tale om en trussel, men en lovlig ytring, lød det fra Birgitte Skjødt, der er forsvarsadvokat for den ene tiltalte, en 32-årig tatovør fra København.

Den 32-årige har under sagen forholdt sig afslappet og haft overskud til grin og smil. Det samme har været tilfældet med de to andre.

De har alle sammen gode personlige forhold, og udover en overtrædelse af færdselsloven har ingen af dem tidligere domme.

Og denne sag var ifølge Birgitte Skjødt heller aldrig blevet til noget, hvis ikke billederne af en brændende Mette Frederiksen-dukke havde nået medierne og politikerne.

Ulrik Sjølin, der er forsvarer for en 33-årig stilladsarbejder, har samme opfattelse. Han hæftede sig ved, at sagen hos politiet havde fået navnet 'Operation Flame’, hvilken kom frem i retten onsdag.

Flammen blev slukket

Men de tiltalte afviser, at det var dem, der satte ild til dukken, og det er heller ikke anklagemyndighedens opfattelse. Derfor blev en passage om, at der blev sat ild til dukken, også streget fra anklageskriftet på første retsdag tirsdag.

- Den flamme er nu slukket, konstaterede Ulrik Sjølin.

De tre mænd blev anholdt dagen efter demonstrationen 23. januar sidste år og sad varetægtsfængslet i godt otte uger.

Derfor har de også udstået en eventuel straf, hvis de skulle blive dømt, mener forsvarerne for den 32-årige og den 33-årige mand.

Den sidste tiltalte, en 36-årig tatovør også fra København, bør have 40 dages betinget fængsel, hvis han ikke bliver frifundet, mener hans forsvarsadvokat, Jonas Christoffersen.

Det afgøres onsdag i næste uge, når der falder dom i sagen.