Journalist tiltalt for overgreb og børneporno – nu skal han i retten
Tirsdag begynder retssagen mod en 47-årig mand, der blandt andet er tiltalt for talrige krænkelser mod børn i hans eget hjem.
Da politiet i april 2021 slog til mod en nu 47-årig sjællandsk journalist og sigtede ham for en række grove krænkelser og overgreb mod børn, var de formodede ofre i første omgang mindreårige fra USA.
Efter manden blev varetægtsfængslet, afdækkede politiets efterforskning imidlertid en lang række andre formodede overgreb begået i Danmark, ligesom en del af sagen også omhandler hans egne børn.
Når retssagen begynder i Retten i Roskilde tirsdag morgen, breder tiltalen mod ham sig over 25 sider.
I seks tilfælde er han tiltalt for at have filmet og befølt kønsorganerne på fire forskellige børn ned til fireårsalderen, mens de sov på hans hjemmeadresse.
Overgrebene karakteriseres af anklagemyndigheden som "voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med barn under 12 år" på grund af handlingerne og børnenes alder.
I andre tilfælde har han over internettet udgivet sig for at være væsentligt yngre, og her har han ifølge tiltalen formået at få mindreårige i blandt andet USA til at udføre handlinger på sig selv og andre, mens han uden deres vidende optog filmene og i flere tilfælde siden delte dem i forskellige grupper på sociale medier.
Filmede børn på besøg
Desuden er den 47-årige mand tiltalt for i knap 200 tilfælde at have krænket blufærdigheden hos mindst 40 børn i alderen 3-14 år.
Ifølge anklageskriftet har han i årene 2011-2015 i familiens eget hjem eller tæt på hjemmet filmet og taget billeder af børnene i forskellige situationer, hvor deres nøgne eller letpåklædte kroppe og kønsdele var i fokus.
Nogle var på toilettet og måtte rejse sig for at nå toiletrullen, som var placeret væk fra toilettet, så barnet ikke kunne nå det.
Andre blev filmet, mens de selv eller han tørrede dem, og mens de skiftede tøj eller blev smurt eller smurte sig selv ind i sæbe eller creme. Han er også tiltalt for at have filmet børnenes nøgne kroppe og kønsdele, mens de sov.
Alt sammen materiale, der af anklagemyndigheden beskrives som af "børnepornografisk karakter".
Delvis tilståelse
Den 47-årige har tidligere erkendt at være i besiddelse af 13.087 billeder og 1125 filmsekvenser med børnepornografisk materiale af forskellig grovhed, mens han har nægtet andre tiltalepunkter, blandt andet at han skulle have krænket sine egne børn.
- Han forventes at tilstå en del af de sigtelser, der vedrører blufærdighedskrænkelse, siger den 47-åriges forsvarer Carsten Brix til TV 2.
Manden, der ved anholdelsen var ansat som journalist på et større dansk medie, er indtil videre beskyttet af navneforbud, hvorfor TV 2 ikke har mulighed for at beskrive hans person nærmere. Der er dog ikke noget, der tyder på, at manden skal have udnyttet sit arbejde i forhold til de overgreb og krænkelser, han er tiltalt for.
Ifølge Ekstra Bladet slog politiet til mod ham, efter en amerikansk gruppe, der forsøger at afsløre pædofile, identificerede ham og kontaktede blandt andre mandens daværende hustru.
Ikke egnet til almindeligt fængsel
Ifølge tiltalen tager anklagemyndigheden forbehold for, at manden skal idømmes en behandlingsdom, hvis mentalerklæringen anbefaler det. Ligesom han skal forbydes at opsøge eller have kontakt i hjemmet med børn under 18 år uden politiets tilladelse.
Inden for film og billeder med krænkelser af børn taler man i retslig forstand om tre kategorier, hvor kategori tre er af groveste karakter, der blandt andet omhandler børn, som misbruges under tvang eller tilfælde, hvor barnet fremstår som mellem 0 og 3 år.
Kategori to omfatter billeder og film med børn under 18, hvor der forekommer seksuel aktivitet, mens kategori et omfatter materiale uden seksuel aktivitet - herunder billeder med fokus på kønsdele.
I sagen mod den 47-årige indgår materiale af alle kategorier.
Det er i sager om krænkelser af talrige børn og mindreårige ikke usædvanligt, at flere af de forurettede ikke er identificeret. Det samme skal ifølge TV 2s oplysninger være tilfældet i denne sag.