Krimi

Vanvidsbilist kørte fire kilometer på tre hjul

Ingen personer kom umiddelbart til skade, da en mand kørte vanvidskørsel gennem Esbjergs gader mandag aften.

En polsk mand er mandag aften blevet anholdt i Esbjerg efter at have påkørt et hus i Storegade og siden ramt flere parkerede biler.

Der er ikke meldinger om nogen personskade.

Det meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi, som modtog en anmeldelse klokken 19.28 fra en bekymret borger, der kunne berette om voldsom kørsel i byen.

Efter manden ramte huset i Storegade, tabte han et hjul på sin sorte BMW. Alligevel formåede han at køre videre i tre til fire kilometer.

- Han fortsatte, indtil han kørte ind i en kantsten på Strandby Plads i centrum af Esbjerg, siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt.

Den polske mand, hvis bil også er indregistreret i Polen, kan se frem til at blive sigtet for spirituskørsel og vanvidskørsel.

- Promillen er et stykke over to, så vi forventer ikke, at han kan afhøres før i morgen, siger Erik Lindholdt.

Vidner efterlyses

Politiet opfordrer desuden vidner til at henvende sig på telefon 1-1-4, hvis de oplevede kørslen tæt på.

Eventuelle vidneudsagn kan påvirke sigtelsen mod spritbilisten.

- Hvis nogle føler, de har været udsat for en konkret fare, så kan han sigtes efter straffelovens §252, hvis han på hensynsløs vis har forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed, siger vagtchefen.

Strafferammen efter § 252 er otte år.