Tre skud affyret på Christiania - politiet er massivt til stede
Ingen er blevet ramt.
Københavns Politi er søndag eftermiddag omkring klokken 17 rykket ud til Christiania efter en anmeldelse om skud.
Og klokken 19.15 konstaterer politiet, at der er blevet affyret tre skud på Pusherstreet.
Ingen er dog blevet ramt.
Tidligere søndag oplyste vagtchef Espen Godiksen til TV 2, at der blev spærret af på Pusher Street og omkring Den Grå Hal, og at politiet arbejdede på stedet.
I politiets seneste opdatering på Twitter lyder det, at afspærringen forventes ophævet inden for nærmeste fremtid.
Koncerter i løbet af aftenen
Nemoland afholder gratis søndagskoncerter, og søndagens arrangement begyndte klokken 18 med sangeren Bette Maria Dandanell, som går under kunstnernavnet Bette. Klokken 20 er det sangeren Coco O., der går på.
Espen Godiksen fortalte, at Københavns Politi har været i kontakt med koncertens arrangører.
- Vi har bedt folk om at respektere vores afspærringer, og det er gået fint, lød det.