Krimi

Rystet DF'er: Blev jagtet gennem syv lyskryds af to mænd

Chris Bjerknæs fortæller, at han har anmeldt episoden til politiet.

En skræmmende oplevelse i trafikken fik tirsdag Chris Bjerknæs til tasterne på Facebook og efterfølgende i en artikel i B.T. for at fortælle om en situation, som han frygter, er politisk motiveret.

Chris Bjerknæs, der er ansat i Dansk Folkeparti og har en fortid som formand for Dansk Folkepartis Ungdom, fortæller, at han netop havde hentet sin kampagnebil i Herlev, da en sølvgrå bil af mærket Passat, begyndte at trække i retning mod ham.

Han fortæller til TV 2, at han trak i samme retning som bilen for at undgå kollision, og at han i første omgang troede, at det var fordi føreren af bilen rodede med sin radio.

Det gentog sig dog flere gange, fortæller Chris Bjerknæs.

- Til sidst kører den med fuld fart frem foran mig og klodser bremsen. To mænd hopper ud af bilen og kommer løbende mod mig.

Blev jagtet igennem syv lyskryds

Han fortæller, at der er tale om nogle ’store drenge’. På Facebook beskriver han dem som ’to arabisk udseende mænd i joggingtøj og sorte t-shirts’.

- Jeg aner faktisk ikke, hvad der løber gennem mit hoved lige dér - men i et rent adrenalinkick lykkes det mig at få bilen drejet resolut til venstre og ud i det andet spor, så jeg fortsætter forbi dem, skriver han på Facebook.

Han fortæller til TV 2, at de to mænd fortsatte jagten efter ham, og at de forsøgte at hoppe ud af bilen igen ved de næste to lyskryds – men Chris Bjerknæs kørte videre. Han fortæller, at han kørte igennem mindst syv lyskryds, hvor mændene i Passaten fortsat jagtede ham.

- Det var tydeligt, at de var målrettet mod mig. Mens det var i gang, ringede jeg til politiet, som på en enorm rolig og fattet måde fik guidet mig i retning af Bellahøj Station.

Chris Bjerknæs fortæller, at han havde politiet i røret i ni minutter – og han vurderer, at jagten varede i alt 12-14 minutter.

- Lige bagefter var jeg rystet. Men alt er godt nu. Jeg kørte fuldstændig på ren adrenalin, og i bagklogskabens klare lys er jeg ikke sikker på, at jeg fik orienteret mig korrekt bagud og til siderne i min jagt på at komme væk fra mine forfølgere i Passaten, skriver han på Facebook.

Tror, det er politisk motiveret

Han har ikke hørt om andre, der har oplevet noget lignende, når de kom kørende i Dansk Folkepartis kampagnebil – udover en finger hist og pist.

- Jeg tænker, at det er politisk motiveret. Men det kan jeg ikke vide. Men det er nærliggende, at have den tanke, siger han.

Han fortæller, at han har valgt at dele historien, fordi han mener, at man skal have lov til at køre rundt med en kampagnebil uanset partifarve, hvor man vil.

Du beskriver gerningsmændene som arabiske af udseende. Hvorfor er det vigtigt?

- Det ved jeg heller ikke, om det er. Det var for at give et signalement af mændene, siger han.

Han afviser, at der er nogen politiske motiver bag ved, at han vælger at dele opslaget – udover at gøre opmærksom på vigtigheden af, at alle skal kunne færdes, hvor de vil – også med politiske budskaber.

Chris Bjerknæs fortæller, at han har anmeldt episoden til politiet.

Københavns Vestegns Politi oplyser til B.T., at de har modtaget en anmeldelse af episoden. TV 2 forsøger onsdag aften at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.