27-årig mand fundet død efter eftersøgning – undersøgelser pågår

I forbindelse med efterforskningen vil der være et større opbud af politifolk og køretøjer på findestedet og andre steder i og omkring Aalborg.

Nordjyllands Politi har fundet den 27-årige mand, som det tidligere mandag efterlyste.

Den 27-årige forsvandt efter en bytur i weekenden og blev sent mandag eftermiddag fundet på Nibevej sydøst for Aalborg.

Det oplyser lederen af efterforskningsarbejdet, vicepolitiinspektør Niels Kronborg, i en pressemeddelelse.

- Vores opgave lige nu er at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldet, lyder det.

Stort politiopbud

Vicepolitiinspektøren tilføjer, at politiet mandag foretager en række tekniske undersøgelser på og omkring findestedet, ligesom efterforskere har en række afhøringer og andre undersøgelser foran sig.

- Vi skal have et helt klart billede stykket sammen af omstændigheder omkring fundet af den 27-årige, og det er et arbejde, der tager tid, lyder det fra Niels Kronborg i pressemeddelelsen.

Han opfordrer samtidig alle med relevant information i sagen til at henvende sig til politiet på telefonnummer 114. Især er politiet interesseret i oplysninger, der kan være med til at kortlægge den 27-åriges færden fra lørdag aften 16. juli.

Den 27-årige var ifølge politiet til en fest i Fjordbyen i det vestlige Aalborg, som han forlod efter midnatstid natten mellem lørdag og søndag. Herefter gik han videre til Jomfru Ane Gade, hvor han befandt sig omkring klokken 01.11. Siden er hans færden uklar.

Ikke flere kommentarer

På grund af efterforskningen har politiet på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.

Vicepolitiinspektøren understreger dog, at der i forbindelse med arbejdet på stedet vil være et større opbud af politifolk og køretøjer på findestedet og andre steder i og omkring Aalborg.

- Når vi har mulighed for at frigive ny information fra efterforskningen, så vil vi gøre det, understreger Niels Kronborg.

De nærmeste pårørende er underrettet.