Skyderi i Fields

Region skal undersøge mistænktes kontakt til psykiatri

Den formodede gerningsmand bag skyderiet i Fields er kendt i psykiatrien, og det skal undersøges nærmere.

Efter søndagens skyderi i storcentret Fields vil Region Hovedstaden efter aftale med Sundhedsministeriet afdække den 22-årige formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

- Vi har netop aftalt med Region Hovedstaden, at de sætter gang i en grundig afdækning af den formodede gerningsmands kontakt til psykiatrien, så vi kan lære af den tragiske hændelse, siger sundhedsministeren Magnus Heunicke (S) i en skriftlig udtalelse til TV 2.

- Der pågår netop nu en politiefterforskning, og derfor er oplysningerne om den formodede gerningsmand sparsomme, men jeg kan godt forstå, at der opstår en debat og spørgsmål vedrørende den kommende 10 års plan for psykiatrien. Her kan jeg helt generelt oplyse, at jeg i sidste uge inviterede partierne til forhandlinger, der går i gang 9. september, fortsætter han.

Gerningsmand kendt af psykiatrien

Københavns Politi oplyste på et pressemøde mandag morgen, at den 22-årige formodede gerningsmand er kendt i psykiatrien.

Det er på denne baggrund, at Sundhedsministeriet og Region Hovedstaden nu har aftalt, at regionen skal stå for en faglig afdækning af den formodede gerningsmands kontakt til det psykiatriske sundhedsvæsen.

Den faglige afdækning vil ske med inddragelse af faglige eksterne eksperter samt relevante myndigheder. Dette sker for at sikre den optimale læring af forløbet, skriver Sundhedsministeriet i pressemeddelelsen.

- Sagen skal undersøges grundigt - det skylder vi ofrene og deres pårørende og alle andre, der var tæt på de uhyggelige begivenheder i Fields. Vi samarbejder og inddrager alle relevante myndigheder i den her afdækning, siger formand for Region Hovedstadens Social- og Psykiatriudvalg Peter Westermann (SF) i pressemeddelelsen.

Når Region Hovedstaden har færdiggjort sin afdækning, og konklusionerne foreligger, vil de indgå i vurderingen af behovet for yderligere initiativer.

Den formodede gerningsmand er sigtet for at have dræbt en 46-årig mand, en 17-årig pige og en 17-årig dreng. Derudover er han sigtet for syv drabsforsøg.