Skyderi i Fields

Alle fire skudsårede fra Fields er nu i stabil tilstand

En 22-årig formodet gerningsmand er anholdt for skyderiet, der har kostet tre mennesker livet og såret yderligere syv.

De fire personer, der blev såret af skud i Fields, er nu uden for livsfare.

Det betyder, at den ene patient, der mandag fortsat var indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand, nu også er stabil.

Det oplyser Region Hovedstaden til TV 2. De tilføjer, at patienternes tilstand fortsat er et øjebliksbillede.

Tre af patienterne er indlagt på Rigshospitalet, og en patient er indlagt på Herlev Hospital.

Ti ramt af skud

I alt blev ti personer ramt af skud i storcenteret Fields i Ørestad på Amager sent søndag eftermiddag.

To 17-årige danske statsborgere – en ung mand og en ung kvinde – er blandt de dræbte. Tirsdag oplyste Nordisk Film Biografer, at en af de dræbte var en ung medarbejder i biografkædens afdeling i Fields. Den tredje dræbte er en 46-årig russisk statsborger, som var bosiddende i Danmark.

Yderligere fire personer blev kritisk såret i forbindelse med søndagens angreb: to danske kvinder på 19 og 40 år, en svensk mand på 50 år og en 16-årig svensk pige. Det er disse, der nu er i stabil tilstand, men stadig indlagt.

Desuden blev tre strejfet af skud og kom lettere til skade: en 15-årig dansk pige, en 17-årig dansk pige og en 45-årig herboende afghansk mand.

Foruden de 10 er der yderligere 20, der under flugten fra Fields har fået faldskader eller lignende.

22-årig varetægtsfængslet på lukket afdeling

Den formodede gerningsmand er en 22-årig etnisk dansker, som mandag blev varetægtsfængslet i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling frem til 28. juli.

Politiets foreløbige efterforskning tyder på, at han handlede alene.

Motivet er ikke fastlagt, men politiet ser på nuværende tidspunkt ingen tegn på, at der er tale om terror.

Tirsdag klokken 20.00 vil der blive afholdt en mindehøjtidelighed for de involverede i skyderiet i Fields.