Politi: Tre dræbte ved skyderi i Field's
Tre personer er i kritisk tilstand efter skyderiet. Den mistænkte gerningsmand vil blive sigtet for manddrab, lyder det fra politiet.
Tre personer er dræbt i forbindelse med søndagens skyderi i shoppingcentret Field's på Amager.
Det siger chefpolitiinspektør Søren Thomassen fra Københavns Politi på et pressemøde natten til mandag ved Politigården i København.
Der er tale om en mand i 40´erne samt en ung mand og en ung kvinde. Politiet oplyser ikke alderen på de to dræbte unge mennesker, men man arbejder på at få ofrene identificeret og få de pårørende underrettet, lyder det.
Derudover er flere personer såret - heraf er tre i kritisk tilstand, siger chefpolitiinspektøren.
- Det er en frygtelig tid for de pårørende, lyder det fra Søren Thomassen.
I Amagerhallen på Løjtegårdsvej 64 i Kastrup er der etableret et såkaldt pårørendecenter for de personer, som var til stede under skyderiet i Field’s. Her er det muligt at modtage psykologhjælp, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.
Massiv efterforskning
Københavns Politi arbejder ud fra en hypotese om, at den mistænkte gerningsmand fra skyderiet i Field's arbejdede alene.
Men på trods af en masssiv efterforskning, hvor politiet efter flere timers arbejde stadig er meget synlige på Amager og i hele København, har man endnu ikke kunne fastslå dette.
Den anholdte, der er en 22-årig etnisk dansk mand, bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør.
Tidspunktet er endnu ukendt.
Den 22-årige vil blive sigtet for manddrab, oplyser chefpolitiinspektør Søren Thomassen.
Et kendt ansigt
Den mistænkte er allerede kendt af politiet, men kun i perifer forstand.
- Det er ikke en, vi kender for noget særligt, lyder det fra chefpolitiinspektøren uden at uddybe, hvad det konkret omhandler.
Politiet fik anmeldelsen om skyderiet i Field's søndag klokken 17.36. Klokken 17.48 blev den mistænkte anholdt umiddelbart uden for shoppingcentret.
Anholdelsen forløb ifølge politiet udramatisk, men manden havde både et gevær og ammunition på sig, da han blev pågrebet.
Politiet kan ikke afvise, at der har været “et andet våben i spil”.
Motivet til skyderiet er endnu ukendt.
Pressemøde mandag morgen
Politiet ønsker stadigvæk at høre fra vidner, der kan hjælpe til med opklaringen af skyderiet i storcentret. Vidner kan ringe på telefon: 1-1-4.
Københavns Politi afholder et nyt pressemøde om skyderiet i Field's mandag morgen klokken 8.
Mandagens pressebriefing bliver det tredje i tre i rækken fra Københavns Politi omkring skyderiet i Field's.