Krimi

Københavns Kommune indkalder kriseberedskab: - Det er meget alvorligt

Efter skyderi i storcenter i København har København Kommune aktiveret sit kriseberedskab.

Københavns Kommune har søndag aften aktiveret sit kriseberedskab. Det sker som følge af den episode, der har fundet sted i storcenteret Field's på Amager i København.

Det oplyser byens overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, på Twitter.

- Forfærdelige meldinger om skyderi i Fields. Vi ved endnu ikke med sikkerhed hvor mange, der er sårede eller døde, men det er meget alvorligt.

- Kriseberedskabet i Københavns Kommune er indkaldt. Vi er klar til at hjælpe, hvis Københavns Politi efterspørger det, skriver hun.

Københavns Kommunes beredskab til krisesituationer skal sikre, at kommunens funktioner kan fungere i uventede situationer.