Krimi

16-årig dreng mister livet i soloulykke i Silkeborg

En 16-årig dreng er død, og en 22-årig mand er i kritisk tilstand efter ulykke i Silkeborg med høj hastighed.

En 16-årig dreng har onsdag aften mistet livet i en soloulykke i Silkeborg, mens en 22-årig mand er i kritisk tilstand efter ulykken.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even natten til torsdag.

- Der er tale om en soloulykke, hvor man mister herredømmet over bilen i en kurve og ryger af vejen og ind i nogle træer, siger han.

Uvist hvem der kørte bilen

Der var to personer i bilen, en 16-årig dreng fra Silkeborg og en 22-årig mand fra Aarhus.

Den 16-årige afgik ved døden på stedet, mens den 22-årige blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Han er i kritisk tilstand.

Ifølge politiet er det endnu uvist, hvem af de to der førte bilen.

- Vidner forklarer, at køretøjet kommer kørende med høj hastighed, og i en kurve mister man herredømmet over køretøjet og fortsætter ind i nogle træer. De blev kastet ud af køretøjet, fortalte vagtchef Ole Vanghøj til Ekstra Bladet sent onsdag aften.

Politik fik anmeldelsen om ulykken, der fandt sted på Platanvej i Silkeborg, onsdag klokken 21.39.

De pårørende er underrettet.