Krimi

Politi: 17-årig voldtaget under Folkemødet i Allinge

Den formodede gerningsmand er anholdt på Sjælland.

Bornholms Politi efterforsker i øjeblikket en voldtægtssag.

Gerningsstedet er i Havnegade i Allinge, hvor politiet har arbejdet med tekniske og efterforskningsmæssige undersøgelser i et afspærret område.

- Det, jeg kan sige om sagen, er, at gerningstidspunktet er omkring klokken 22:00 fredag aften, og at forurettede er en 17-årig pige.

Den formodede gerningsmand blevet anholdt på Sjælland af Københavns Vestegns Politi efter en intens efterforskning søndag klokken 8.25, oplyser leder af efterforskningen vicepolitiinspektør Henrik Schou fra Bornholms Politi i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at der er "taget hånd om pigen", men at man ikke har flere oplysninger for nuværende.

Bornholms Politi oplyser til Ritzau, at der søndag formiddag kort før klokken halv elleve endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet vil søndag formiddag ikke oplyse, hvorvidt voldtægten skal være foregået på en adresse i Havnegade, eller om den er foregået på åben gade.