Krimi

Borgere hjalp til i jagt på voldtægtsmand

Det er på baggrund af overvågningsbilleder, at politiet har fundet frem til den mistænkte mand.

Fyns Politi har anholdt og sigtet en 42-årig mand for et voldtægtsforsøg anmeldt af en 25-årig kvinde i sidste weekend.

Voldtægtsforsøget skete på et parkeringsområde på Rugårdsvej i Odense.

En 25-årig kvinde var på vej hjem fra en bytur, da hun blev antastet af en mand, som trak hende væk fra vejen og ind i en gård. Det lykkedes kvinden at vriste sig fri og løbe fra stedet.

Mandag offentliggjorde Fyns Politi overvågningsbilleder fra området. Her kunne man se den mistænkte mand, og politiet bad offentligheden om hjælp.

På baggrund af henvendelser fra offentligheden har politiet fundet frem til den 42-årige mand, skriver Fyns Politi på Twitter.