Krimi

Borgere hjalp politi på spor af mulig voldtægtsmand

25-årig kvinde blev forsøgt voldtaget på et parkeringsområde. Nu har politiet anholdt en mistænkt.

Fyns Politi har anholdt og sigtet en 42-årig mand for et voldtægtsforsøg anmeldt af en 25-årig kvinde i sidste weekend.

Voldtægtsforsøget skete på et parkeringsområde på Rugårdsvej.

Her var en 25-årig kvinde på vej hjem fra en bytur, da hun blev antastet af en mand, som trak hende væk fra vejen og ind i en gård. Her lykkedes det kvinden at vriste sig fri og løbe fra stedet.

Offentligheden hjalp

Mandag i denne uge valgte Fyns Politi at offentliggøre overvågningsbilleder fra området. Her kunne man se den mistænkte mand, og politiet bad offentligheden om hjælp.

Og det er netop på baggrund af henvendelser fra offentligheden, at politiet har fundet frem til den 42-årige mand, skriver Fyns Politi på Twitter.

Fremstilles i grundlovsforhør

Anklagemyndigheden har vurderet, at der er grundlag for at kræve den 42-årige varetægtsfængslet. Han bliver derfor fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense lørdag formiddag.

Her skal en dommer tage stilling til, hvorvidt den 42-årige mand skal varetægtsfængsles eller sættes på fri fod.