Krimi

27-årig fløjet til Rigshospitalet efter knivstik i Holbæk

Politiet fik klokken 19.28 en anmeldelse om et slagsmål mellem flere personer.

En 27-årig mand er fredag aften blevet stukket to gange i brystregionen i forbindelse med et slagsmål i Holbæk.

Manden er fløjet til Rigshospitalet, men er uden for livsfare.

Det oplyser Lasse Jensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi har haft et knivstikkeri ved Engvang i Holbæk. Klokken 19.28 fik vi en anmeldelse om, at flere mennesker skulle være oppe at slås.

- Og på stedet træffer vi en, der er stukket to gange i brystregionen, siger han.

En person anholdt

Han oplyser, at politi er på gerningsstedet, hvor man forsøger at klarlægge, hvem der har været involveret, og hvad motivet har været.

Episoden har umiddelbart ingen relation til et knivstik i Holbæk torsdag, oplyser vagtchefen.

Omkring klokken et natten til lørdag oplyser vagtchef Boje Rasmussen, at der en anholdt i sagen. Af hensyn til efterforskningen kan politiet ikke oplyse mere.