Krimi

Lig fundet gravet ned ved Kolding

Politiet har en formodning om, at liget er en savnet 43-årig mand. Tre er nu varetægtsfængslet i sagen.

Et nedgravet lig er torsdag blevet fundet i Vonsild ved Kolding. Politiet formoder, at der er tale om en savnet 43-årig mand, og at han er blevet dræbt. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.

Manden har været savnet siden 7. maj.

Ifølge politiet er to mænd på henholdsvis 32 og 39 år samt en 35-årig kvinde blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen og sigtet for drab.

- Vi ser med stor alvor på den her sag, og vi har en efterforskning i gang, siger Mads Flansmose, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV 2.

De tre mistænkte er torsdag blevet fremstillet ved et grundlovsforhør, hvor de er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Kendte hinanden

Politiet arbejder ud fra en formodning om, at den afdøde mand og de tre sigtede kendte hinanden i forvejen.

I forbindelse med efterforskningsarbejdet er et område ved Springbjerggyde i Vonsild afspærret, mens efterforskere, teknikere og hunde arbejder på stedet.

Udover området ved Springbjerggyde efterforsker politiet også andre adresser i Kolding og har iværksat retslægelige undersøgelser.

- Det er endnu ikke muligt at sige, hvornår der foreligger svar fra obduktionen, fortæller Mads Flansmose.

Mandens pårørende er blevet underrettet.