Krimi

To personer såret efter knivstik i Slagelse

Politiet opfordrer mulig gerningsmand til at kontakte politiet.

To personer er kommet til skade efter et knivstikkeri i Slagelse. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Ingen af dem er dog i livsfare, skriver politiet, der ikke har flere kommentarer til sagen lige nu ud over, at den efterforskes.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at de to tilskadekomne er to yngre mænd.

Politiet: Meld dig selv

Politiet var efter anmeldelsen om knivstikkeret massivt til stede ved Sct. Mikkelsgade, Træskogården og Valdemarsgade i Slagelse Midtby.

Anmeldelsen fik politiet indløb cirka kvart i to natten til lørdag. Siden har politiet sikret spor fra gerningsstedet og udsagn fra vidner.

- Gennem vores foreløbige efterforskning har vi en ganske god formodning om, hvem gerningsmanden kan være. Derfor opfordrer vi ham kraftigt til at tage kontakt til os hurtigst muligt, siger vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson.

Afspærringerne i området er ophævet.