Krimi

Ny anklage mod hooligan

Et 16. muligt offer har meldt sig. Politiet opfordrer andre til at melde sig, hvis de har oplevet lignende.

Mens retssagen er i gang mod en 29-årig hooligan fra Brøndby, har et nyt formodet offer henvendt sig til politiet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

En ung mand har fortalt politiet, at han blandt andet er blevet forsøgt voldtaget af den 29-årige, som i forvejen er tiltalt for en lang række overgreb mod 15 personer.

Ny tiltale

På baggrund af den nye henvendelse har anklagemyndigheden rejst fornyet tiltale mod den 29-årige, oplyses det i en pressemeddelelse.

Dermed er manden nu også tiltalt for voldtægtsforsøg, vold, trusler og for at have tvunget sig til andet seksuelt forhold end samleje mod et 16. offer. I forvejen var der 47 anklagepunkter i sagen, som nu for anden gang udvides med et tillægsanklageskrift.

- Der er grund til at anderkende det mod den mulige forurettede har vist ved at komme til os. Skulle der sidde andre derude med lignende oplevelser, så vil jeg opfordre til, at man kontakter politiet, siger specialanklager Morten Frederiksen.

Den tiltalte risikerer forvaring, hvis Retten i Glostrup finder ham skyldig.

Han nægter sig skyldig i alle anklager.

Ofre ned til 14 år

Et af hans formodede ofre er en kvindelig ekskæreste. De resterende 14 er drenge og unge mænd, som han i langt de fleste tilfælde kendte fra hooliganmiljøet omkring fodboldklubben Brøndby IF. Tre af drengene var 14 år, da overgrebene ifølge tiltalen begyndte.

Den 29-årige har forklaret i retten, at han har haft seksuelle forhold til flere af ofrene, men at det foregik frivilligt.

Sagen begyndte 3. maj, og der forventes dom i begyndelsen af juni.