Krimi

Knivstikkeri på marked efterforskes nu som drabsforsøg

En mand er i kritisk tilstand efter at være blevet stukket med kniv på Døllefjelde Musse Marked, der foregår denne weekend i Nysted på Lolland.

Den 32-årige mand, som fredag aften blev stukket ned med kniv ved Døllefjelde Musse Marked på Lolland, er i kritisk tilstand.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lørdag morgen.

Knivstikkeriet fandt sted lidt efter klokken 18, hvor offeret og en anden yngre mand kom i klammeri på parkeringsarealet ved markedet på Sakskøbingvej i Nysted, oplyser politiet.

En formodning om, hvem gerningsmand er

Den ene trak en kniv og stak den 32-årige mand ned. Herefter flygtede gerningsmanden, som fortsat er på fri fod.

Politiet oplyser dog, at det har en formodning om, hvem gerningsmanden er.

- Han opfordres til selv at henvende sig til politiet, lyder det.

Manden, som blev stukket, kom alvorligt til skade, og han blev fløjet til behandling på Rigshospitalet. Hans tilstand vurderes lørdag formiddag som kritisk.

Sagen efterforskes nu som drabsforsøg.

Efterlyser vidner

Politiet efterlyser mulige vidner i sagen.

- Vidner, der kan have set hændelsen, eller har informationer om gerningsmanden, bedes kontakte politiet på telefon 114, skriver politiet.

Døllefjelde Musse Marked foregår torsdag til søndag.