Krimi

Politiets beslutning i Louise Borglit-sagen er "helt usædvanlig", siger tidligere drabschef

Under fredagens grundlovsforhør kom det frem, at den mistænkte for drabet på Louise Borglit flere gange bekendte sig til en hemmelig politiagent.

Det kunne lyde som en scene fra et afsnit af 'Rejseholdet'; En hemmelig politiagent indsættes i et fængsel for at opbygge en tæt relation til en drabsmistænkt på en sikret afdeling for at få nye og potentielt afgørende informationer om en forbrydelse.

Fredag kom det frem, at politiet har benyttet sig af netop den spektakulære og sjældne metode i forbindelse med efterforskningen af drabet på den højgravide 32-årige Louise Borglit i 2016 i Elverparken i Herlev.

Det er kun noget, man vil gøre i drabssager

Tidligere drabschef Jens Møller Jensen om brugen af politiagenter

Det var en af de opsigtsvækkende detaljer, som blev fremlagt ved dagens grundlovsforhør, hvor en 28-årig mand blev sigtet for drabet.

Agenten blev indsat i Enner Mark Fængsel i 2020 og opbyggede her en relation til den 28-årige mand under påskud af at være en kriminel ved navn 'Frank'.

Relationen blev så tillidsfuld, at mistænkte fortalte detaljer om drabet på kvinden, afslørede dagens grundlovsforhør.

Politiets beslutning om at benytte sig af den slags undercover-virksomhed er ifølge tidligere drabschef Jens Møller Jensen "helt usædvanlig" og "det sidste greb i værktøjskassen inden en anholdelse".

Ifølge ham kan de ekstra ressourcer være afsat, fordi sagen, som har været vidt beskrevet i medierne, har haft et særligt fokus:

- Det er ikke i sig selv usædvanligt at benytte sig af agentvirksomhed, men at indsætte en politiagent over en lang periode og opbygge en tillid til den mistænkte sker meget, meget sjældent. Det kræver, at man har ment, at mistanken var så god og reel, at man vil ofre det, det koster i tid og penge. Det er kun noget, man gør i drabssager, der betragtes som den ultimative forbrydelse, siger Jens Møller Jensen.

Agent har ikke spurgt

Indsættelsen af agenten 'Frank' har krævet lang forberedelse, hvor han har skullet opbygge en troværdig dækhistorie og relation for ikke at blive afsløret.

I det konkrete tilfælde hed det sig, at agenten sad i Enner Mark Fængsel for to drab i henholdsvis Portugal og Grønland. 30. oktober 2020 befandt politiagenten sig på den samme særligt sikrede afdeling i fængslet som mistænkte.

Her spurgte han personalet, om de ville høre den sigtede, om han ville have fællesskab med de andre indsatte, hvilket han gerne ville. Derefter etableredes der et såkaldt gangfællesskab, der sikrer relationen mellem 'Frank' og den mistænkte, kom det frem under fredagens grundlovsforhør.

- Fra sin indsættelse 30. oktober 2020 til hans overflytning til et andet fængsel 21. november 2020 har det været et fuldtidsarbejde for agenten. Et gangfællesskab vil typisk betyde, at man har et par timer sammen om formiddagen og eftermiddagen, hvor man kan gå ture og lave mad sammen, siger Jens Møller Jensen.

Under sin tid i fængslet har agenten skullet overholde en balance, hvor han ikke har måttet fremprovokere særlige svar eller tilståelser.

- 'Frank' har ikke måttet presse på eller af egen drift diskuteret drabssagen. Den mistænkte har skullet tage initiativet og snakke om et eventuelt drab, siger den tidligere drabschef.

Rumaflytning har sikret dokumentation

I efterforskningen har politiet udover agenten benyttet sig af rumaflytning af den mistænkte.

Det har fungeret som en sikkerhed for, at der er dokumentation for agentens påstande i den efterfølgende efterforskning.

En kriminalassistent har siden lyttet til samtalerne mellem de to.

Aflytningen afslører, at den mistænkte 28-årige over en række møder i 2020, 2021 og 2022 har fortalt 'Frank' om drabet i Elverparken.

Under samtalerne har den sigtede blandt andet talt om et overfald på en kvinde med en hund, ligesom han flere gange på eget initiativ blandt andet talte om sagen og udtalte, at "det skete impulsivt" og ikke var planlagt.

Agent flytter ud efter trusler

Politiagenten blev allerede flyttet ud af fængslet under en måned efter at være blevet indsat 21. november 2020.

Det skete som konsekvens af en episode to dage inden. Her sagde politiagenten på en gårdtur, at politiet ledte efter en, der ligner den sigtede, for drabet i Elverparken.

Sigtede grinte og sagde, at det ikke er ham. Sigtede talte senere med sig selv og sagde: "Regel nummer et: Hvis du har slået nogen ihjel, så taler du ikke om det!".

Efterfølgende sagde den mistænkte, at politiagenten "er helt væk", at han ville stikke ham ned, og at han skulle passe på med at spille smart over for de forkerte mennesker.

To dage senere flyttede politiagenten ud. Ifølge dækhistorien blev han overført til et andet fængsel for senere at blive løsladt.

Agenten holdt dog fast i kontakten og besøgte flere gange den 28-årige, selvom han ifølge dækhistorien siden blev løsladt. Flere af de efterfølgende samtaler blev fredag fremlagt i retten og brugt mod mistænkte.

Forsvarer protesterede mod brug af agent

Under grundlovsforhøret fredag protesterede den 28-åriges forsvarer Adam Henning-Bengtson mod brugen af politiagent som bevisførelse i sagen.

Han henviste blandt andet til sigtedes menneskerettigheder, da han mener, at brugen af politiagenten vil blive et hovedtema i den videre retssag.

I dag kan politiet som udgangspunkt kun bruge agenter, hvis der er mistanke om kriminalitetsformer, der har en strafferamme på seks års fængsel eller mere.

Anklageren i sagen, Bo Bjerregaard, gennemgik derfor agentreglerne i retten. Han mener ikke, at der er sket et brud på reglerne:

- Samværet kunne ske under betingelse af, at det var frivilligt samvær, lød det fra anklageren blandt andet og understreger, at det desuden var frivilligt for den dengang mistænkte at tale om drabet.

Den 28-årige mand er nu varetægtsfængslet i fire uger.