Krimi

- Vi er samlet her i dag, fordi plan A mislykkedes, lød det fra hooligan, der er tiltalt for grove overgreb

Der ventes at falde dom i begyndelsen af juni.

Det begyndte med, at politiet fik en anmeldelse om muligt skyderi i Brøndby 5. februar 2021.

På stedet mødte betjentene fra Københavns Vestegns Politi en mand, som de anholdt. I første omgang på mistanke om, at det var ham, der havde skudt.

Men allerede kort efter anholdelsen ændrede politiets mistanke sig til, at manden i stedet kunne være det tiltænkte mål for skyderiet.

Det var dog ikke derfor, at den 29-årige mand tirsdag var for retten i Glostrup.

For mens han sad anholdt i forbindelse med skyderiet, dukkede to drenge op hos politiet sammen med deres mødre. De havde hørt, at manden var anholdt. Nu ville de anmelde ham for vold og voldtægt.

Derfor blev han varetægtsfængslet dagen efter anholdelsen. Og derfor sad han tirsdag i retten tiltalt for en lang række grove anklager om vold, trusler og seksuelle overgreb. Ikke kun mod de to drenge. Men mod 14 drenge og unge mænd samt en kvindelig ekskæreste.

I alt er han ifølge anklagerens optælling tiltalt for flere end 1300 seksuelle overgreb begået over en tiårig periode. Tre af de forurettede var under 15 år, da overgrebene ifølge tiltalen begyndte.

Manden nægter sig skyldig i samtlige 47 tiltalepunkter.

Kendt fra hooliganmiljøet

Den 29-årige blev ført ind i retslokalet iført grå bukser med sort livrem og en hvid skjorte med opsmøgede ærmer, som blottede hans tatoveringer på underarmene. Håret var kort og sort, og han havde et tyndt sort skæg rundt om munden.

Han beskrev sig selv som ”sød” og ”betænksom”.

Ifølge beskrivelsen i mentalerklæringen er han ”personlighedsmæssigt afvigende og præget af psykopatiske træk”.

Han har overfladisk charme, fralægger sig al skyld, har let ved at lyve for at kontrollere andre, er præget af nedsat dømmekraft og ringe impulskontrol, læste anklageren blandt andet op.

Anklager Morten Frederiksen var kun få minutter inde i oplæsningen af det 19 sider lange anklageskrift, da to tilhørere havde fået nok og forlod lokalet, tydeligt rystet over de voldsomme detaljer om vold og overgreb.

Lidt senere forlod tre hærdebrede tatoverede mænd retten på en måde, der fik de tilstedeværende politibetjente til at rejse sig. Deres påklædning afslørede deres tilknytning til hooliganmiljøet omkring Brøndby IF. Den første pegede på den tiltalte og råbte:

- Din fucking lille møgluder.

Det var i forvejen kendt, at manden var en del af hooliganmiljøet omkring fodboldklubben Brøndby IF. Det var flere af de drenge, han er tiltalt for at have begået overgreb mod, også.

Skjulte biseksualitet

I 2019 var den tiltalte med til at starte hooligangrupperingen BHD eller Brøndbys Hårde Drenge, herunder en underfraktion kaldet BHY, som står for Brøndbys Hårde Yngre. Blandt medlemmerne var også flere medlemmer af Bandidos-støttegruppen Mexigang, forklarede den tiltalte.

Han ville dog ikke stå ved, at han havde en ledende rolle, som det har været beskrevet i flere medier.

- Jeg var måske en person, som havde nogle holdninger og meninger, som folk måske godt kunne lytte til i forhold til noget fornuft og noget logik, sagde han.

Blandt gruppens aktiviteter var skovboksning, som det kaldes. Det vil sige arrangerede slagsmål, som typisk foregår i skove mellem grupper med tilknytning til forskellige fodboldklubber.

Den tiltalte erkendte, at han har spillet en rolle i forhold til at arrangere slagsmål.

- Jeg har været med til at få nogle ting stablet på benene, sagde han.

Han forklarede også, at han blev så dyb en del af miljøet, at det nærmest blev en identitet for ham at være hooligan.

Derfor følte han også et behov for at skjule en anden del af sin identitet: at han var biseksuel. Det harmonerede nemlig ikke specielt godt med hooliganmiljøet, mente han.

Men i januar 2021 blev hans hemmelighed afsløret, forklarede den tiltalte.

Afsløret

Her fandt hans kvindelige ekskæreste, der også er nævnt som forurettet i anklageskriftet, et brev, han havde skrevet til en af de andre forurettede. En dreng, som tiltalte på daværende tidspunkt delte en lejlighed med.

Brevet var en kærlighedserklæring, og snart gik snakken i miljøet, forklarede den 29-årige.

Ifølge den tiltalte har han haft frivillige forhold til fem af drengene og kvinden fra anklageskriftet.

Han mener derfor, at nogle har villet straffe ham, fordi han blev ”taget med fingrene i kagedåsen”.

- Der er nogle personer, som har troet, at det, vi havde sammen, var noget specielt. Dels føler de sig forrådt. Dels føler de en form for panik, fordi det her kan få fatale konsekvenser for dem selv. Fordi det ikke harmonerer specielt godt i et hooligan- eller rockermiljø, hvor to af dem figurerer, at man er biseksuel eller homoseksuel, sagde han.

Den tiltalte mener derfor, at anklagerne mod ham er konstruerede, men kun fordi det ikke lykkedes at slå ham ihjel ved skudepisoden fra artiklens indledning.

- Det, vi er samlet her for i dag, er en plan B, fordi plan A ikke lykkedes, sagde han.

Afhøringen af den 29-årige fortsætter tirsdag klokken 9.15 ved Retten i Glostrup.

Hvis han findes skyldig, skal han ifølge anklagemyndigheden idømmes forvaring.

Der ventes at falde dom i begyndelsen af juni.