Krimi

Hooligan fra Brøndby risikerer forvaring for stribe af overgreb

Anklagemyndigheden har rejst nye tiltaler mod en mand, der i forvejen var tiltalt for grove overgreb mod flere drenge. Sagen begynder tirsdag.

En 29-årig mand skal tirsdag for retten i en sag, der handler om systematisk vold og seksuelle overgreb mod en række ofre, hvoraf flere er mindreårige drenge.

Den tiltalte er en kendt figur i hooliganmiljøet omkring fodboldklubben Brøndby IF, og flere af ofrene er ifølge TV 2s oplysninger børn og unge fra fan- og hooliganmiljøet omkring klubben. Enkelte har dog ingen relation til fodboldklubben.

Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi mener, at manden skal idømmes forvaring, hvis Retten i Glostrup finder ham skyldig. Det fremgår af et tillægsanklageskrift, som TV 2 har fået aktindsigt i.

Forvaring gives til dømte, der er egnede til almindeligt fængsel, og sanktionen er uden tidsbegrænsning. Kravet om forvaring kan komme på tale i sager, hvor den dømte anses for at være farlig, og man vurderer, at den kriminelle på fri fod kan gentage de personfarlige forbrydelser, vedkommende er blevet dømt for.

Hvad er forvaring?

Tre kriterier skal være opfyldt, før en person kan idømmes forvaring: kriminalitetskravet, farlighedskravet og nødvendighedskravet.

  • Den dømte skal være skyldig i en alvorlig voldsforbrydelse, alvorligere trusler eller brandstiftelse eller forsøg herpå. 
  • Den tiltalte skal antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Denne antagelse skal baseres på karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om gerningsmandens person, herunder navnlig om tidligere kriminalitet. 
  • Anvendelse af forvaring skal findes påkrævet for at forebygge denne fare.

Nu anklagepunkter

Tillægsanklageskriftet viser, at anklagemyndigheden har rejst fire nye anklagepunkter mod manden, siden det oprindelige anklageskrift blev udfærdiget sidste år.

Blandt andet har han ifølge tillægsanklageskriftet have taget hårdt fat om et offers testikler og efterfølgende slået ham flere gange i ansigtet med både flad og knyttet hånd, så han faldt omkuld med et blåt øje, flækket læbe og skader på tænderne.

Senere blev samme person ifølge tillægsanklageskriftet med vold eller trusler om vold tvunget til andet seksuelt forhold end samleje.

Anklagemyndigheden har desuden tiltalt den 29-årige for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og grov forstyrrelse af den offentlige orden i forbindelse med voldsomme optøjer mellem tilhængere af FCK og Brøndby på Vesterbro i København 12. juli 2020.

Ifølge den nye tiltale kastede han på kort afstand en stol efter FCK-tilhængere og tilskyndede med sin ledende rolle andre Brøndby-tilhængere til angreb med stole, bænke, sten og lignende. Flere FCK-tilhængere er siden dømt for vold i forbindelse med slagsmålene.

Ofre under 15 år

Den tiltalte blev anholdt 5. februar 2021 i forbindelse med en skudepisode i Brøndby, som politiet havde mistanke om, at den 29-årige kunne være knyttet til.

Siden har manden siddet varetægtsfængslet, efter at flere ofre har fortalt politiet om blandt andet grove og systematiske seksuelle overgreb.

I alt har 14 drenge og unge mænd ifølge tiltalen været ofre for den 29-åriges forbrydelser. Derudover har en kvinde været udsat for blufærdighedskrænkelse, vold og trusler.

Tre af drengene var ifølge anklageskriftet under 15 år, da overgrebene begyndte. Overgrebene stod på i flere år og indebar blufærdighedskrænkelser, voldtægter, trusler og grov vold.

Blandt andet blev en dreng på et tidspunkt tildelt tre-fire knytnæveslag i ansigtet, tre-fire slag i hovedet med et aluminiumskosteskaft, som knækkede, og tildelt to trykspark i hovedet, da han lå på jorden.

Et andet offer blev ifølge anklageskriftet banket med et støvsugerrør i aluminium, så røret knækkede. Offeret brækkede næsen og fik flere brud på kranie og kæbe.

Skal afhøres tirsdag

De første forhold går tilbage til 2013, og de sidste varer frem til mandens anholdelse sidste år.

Anklagemyndigheden ønsker ikke at udtale sig, inden sagen begynder, og forsvarsadvokat Christina Schønsted har blot en kortfattet kommentar:

- Min klient nægter sig skyldig i det fulde anklageskrift, og han ønsker at afgive forklaring under sagen, siger Christina Schønsted.

Tirsdag forelægges sagen, og det samlede anklageskrift på 19 sider læses op. Desuden er det planen, at den tiltalte skal afhøres tirsdag og onsdag.

Der ventes dom i sagen i begyndelsen af juni.